Christianitten, der blev international popstjerne, Lukas Forchhammer har måttet aflyse sin USA-tour, der skulle være startet i Portland i staten Oregon den 22. februar.

Han skriver i et opslag på Twitter, at bandet desværre bliver nødt til at rykke hele turnéen til efteråret 2019.

Han skriver, at aflysningen af vintertouren sker på baggrund af planlægningsudfordringer, men specificerer ikke, hvad det dækker over.

Turen i efteråret har de samme byer på plakaten, dog i en lidt anden rækkefølge.

Beskeden på Twitter har dog mødt blandede kommentarer, da det ikke er alle, som er tilfredse med, at oplysningen først kommer, ni dage før første show skulle være afholdt i Seattle.

En bruger skriver: 'Turen var allerede fuldt ud betalt for. Hvordan kan du bare pludselig ændre datoer måneden før, hvem skal jeg tale med for at få mine penge tilbage for billetter?'.

En anden skriver: 'Det her er en joke, ikke?'.

Og en har tabt en masse penge:

'Hvad? Jeg har en flyrejse til 1.600 dollar (10.600 kroner, red.) og hoteller og udlejningsbil og kommer ind fra Georgia ... intet af det kan refunderes, og jeg har ikke råd til en tur mere til efteråret'.

De skuffede fans, som har råd til at flytte deres koncerttur, kan dog se frem til en oplevelse, lover Forchhammer og co.

'Vi er meget kede af den ulejlighed, det medfører, men vi kan ikke vente med at se jer, og vi lover, det vil være ventetiden værd,' slutter Lucas Forchhammer sit tweet.

30-årige Lucas Forchhammer blev først kendt som barneskuespiller, da han spillede Grunk i 90'er-familiefilmen 'Krummerne'. Han er dog mest kendt for at være forsanger i bandet Lukas Graham.