Det danske band Lukas Graham har slået benene væk under mange amerikanere, efter at bandet fredag fik amerikansk tv-debut hos den populære talkshow-vært Conan O’Brien, der ikke lagde skjul på sin begejstring for det danske band.

Men allerede dagen forinden lykkedes det bandets karismatiske frontfigur, Lukas Forchhammer, at charmere sig ind på en anden amerikansk mediepersonlighed.

Det skete, da Lukas Forchhammer, sammen med bandets øvrige medlemmer, Mark ’Lovestick Falgren’, Magnus ’Magnúm’ Larsson og Kasper Daugaard gæstede det amerikanske morgen-radioprogram ’Carson and Cane’ på radiostationen Fresh 102.7 torsdag morgen.

Læs også: Millioner så med: Se Lukas Grahams fantastiske amerikanske tv-debut

Her lod den kvindelige radiovært Karen Carson sig pludselig dupere af bandets charmerende forsanger, da han blev bedt om at fortælle historien bag ét af bandets største hits til dato, ’Drunk in the morning’. En sang, der handler om at tage i byen med gutterne og efterfølgende ringe til en pige sent på aftenen for at spørge, om hun vil komme over:

»Vi var i studiet en aften, og vi havde ingen kvinder… enlige fyre… alkohol var indblandet, blod begyndte at fare til det forkerte hoved… Så vi blev enige om at for at få kvinder ind i studiet, blev vi nødt til at skrive den mest velskrevne ’booty call-sang’«, siger han i interviewet med den amerikanske radiostation.

Men ligesom de to radioværter tror, at det er en dækkende forklaring på spørgsmålet, beslutter bandets frontfigur Lukas Forchhammer sig pludselig for at illustrere sangens virkning over for radioprogrammets kvindelige vært, Karen Carson:

»Forestil dig, at jeg ringer dig op,« siger Lukas Forchhammer henvendt til radiovært Karen Carson, inden han bryder ud I sang:

»Girl, I got one question. Are you still awake? Awake and up for me to see you, see you?,« synger Lukas Forchhammer, mens radiovært Karen Carson lige så stille lader sig overtale af hans skønsang:

»Når du synger det på den måde, kan jeg nok godt skifte mening… Okay, jeg kommer nu,« siger hun med et grin.

»Please just listen, yes I know it’s late… But better late than never,« synger Lukas Forchhammer videre, mens radioværten medgiver, at sangen helt sikkert ville virke på hende:

»Jeg lyttede slet ikke til ordene,« fortsætter hun.

I videoen nedenfor kan du radiostationens interview med Lukas Graham i sin fulde længe:

Det er omkring 10.53 – 12.00, at bandets frontfigur får charmet sig ind på programmets kvindelige vært.

I interviewet med den amerikanske radiostation Fresh 102.7 fortæller Lukas Forchhammer også om sin opvækst på Christiania, om tabet af sin far og om sit respektfulde forhold til sin mor.