For tre år siden blev Lukas Forchhammer og Marie Louise 'Rillo' Schwartz forældre til datteren Viola. I et sjældent interview fortæller Rillo Schwartz om, hvordan det har været at få et barn med verdensstjernen.

Et forældreskab, som allerede under graviditeten, var anderledes end de flestes.

»Viola var slet ikke planlagt. Jeg var kun 26, og Lukas rejste ekstremt meget. Han havde en sang, der var ekstremt populær på det tidspunkt ('7 years', red.), så han var væk under hele graviditeten faktisk. Han var væk syv ud af ni måneder,« fortæller Rillo Schwartz.

Hun medvirker i en ny podcast produceret af mediet To The Moon Honey. I podcasten taler hun sammen med Andrea Elisabeth Rudolph og Pippi Olivia Norgaard Skov om parforholdet efter et barn.

Rillo Schwartz beskriver, hvordan hun og Lukas Forchhammer, der synger i bandet Lukas Graham besluttede sig for at tage datteren med på turne i bus i USA, da hun var bare fem uger gammel.

Da de kom hjem igen, var Viola blevet syv måneder.

Og lige siden har rejser været en stor del af parrets liv, og det er ikke altid nemt, fortæller Rillo Schwartz.

Hun bryder sig dog ikke om at bruge ordet hårdt, men vil hellere sige intenst.

»Jeg har været meget alene med Viola. Og det er da ekstremt intenst, når de har opkastsyge og kaster op hele natten, og man er alene og skal skifte sengetøj og tøj på sig selv og tøj på barnet. Men altså, man må jo bare tage det,« siger hun.

Rillo Schwartz ser det dog også som en styrke, at parret har lange perioder, hvor de er væk fra hinanden.

Lukas Forchhammer rejser en stor del af tiden, så derfor er hans kæreste ofte alene med deres fælles datter, fortæller hun i en ny podcast.
Lukas Forchhammer rejser en stor del af tiden, så derfor er hans kæreste ofte alene med deres fælles datter, fortæller hun i en ny podcast. Foto: Berit ROALD
Vis mere

»Jeg tror, det er vores force, at vi ikke så tit har hverdagstrummerum på den måde. Som jeg var inde på tidligere, er jeg vokset op på en måde, hvor hverdagen fyldte meget, og jeg tror ikke, jeg ville kunne trives, hvis det var det samme og det samme og det samme.«

Hun opfordrer til, at man husker at give plads til hinanden i parforholdet, når man får børn, og så råder Rillo Schwartz til, at man undlader at holde regnskab med, hvad den ene gør og ikke gør.

»Hvis din mand er ved at dø efter at have været oppe en nat med barnet, så lad være med at tænke: 'Jeg har været oppe hver nat i en uge!' Det der regnskab, det skal stoppe, ellers bliver man bare sur og bitter. I stedet for at tænke: 'Du skulle bare vide!' Så tænk: 'Hvor er jeg sej'.«

Rillo Schwartz og Lukas Forchhammer har kendt hinanden siden folkeskoletiden og har dannet par i syv år. Hun har tidligere udtalt, at hun fik et chok, da hun fandt ud af, hun var gravid.

»Jeg var i panik. Mit liv var 'fuld bailando' med druk på en tirsdag og den slags. Men Lukas var lykkelig. Han var lykkelig, men okay, han havde også lige røget en joint,« lød det bramfrit fra Marie Louise Schwartz, da hun medvirkede i podcasten 'Anden til venstre'.