Trods vedvarende rygter om kræft og andre alvorlige sygdomme har Davis Bowies producer vedvarende fastholdt helt frem til for få uger siden, at rockstjernens helbred var godt.

Det er givetvis kommet som en overraskelse for mange, at rockstjernen David Bowie døde søndag. Det skete, da han sov ind i sin families nærvær efter en 18-måneder lang kamp mod kræft.

De færreste vidste nok, hvor galt det egentlig stod til med Bowie, der så sent som i fredags udgav et nyt album på sin 69 årsfødselsdag. Albummet var Bowies 29. af slagsen og har fået navnet 'Blackstar'.'

Selv om det har svirret med rygter om, at den aldrende rocklegende var ramt af kræft, så har hans mangeårige ven og producer, Tony Visconti, kategorisk afvist det gang på gang.

»Hans helbred er godt,« sagde Visconti til magasinet RollingStone i slutningen af november.

Der har ellers været god grund til spekulationer om, hvorvidt Bowies helbred svigtede.

Tilbage i 2004 kollapsede han under en koncert i Tyskland, hvorefter han blev opereret i hjertet. Og hans seneste offentlige optræden var helt tilbage i 2006, hvor han sammen med Alicia Keys optrådte ved et velgørenhedsarrangement i New York, skriver RollingStone.

Alligevel har både Visconti samt andre personer, der har været involveret i tilblivelsen af 'Blackstar', nægtet at noget har været galt med Bowie.

»Folk har troet, at han var ved at dø. Han dør ikke lige foreløbig. Det siger jeg jer,« sagde Vinsonti i et interview med The Telegraph tilbage i 2013. I interviewet afviste han også rygter om, at Bowie skulle have lidt af Alzheimer’s.

»Han er skarpere end nogensinde. Knægten har ikke mistet en eneste hjernecelle,« lød det fra Vinsconti, der beskrev Bowie som 'meget sund'.

Også de musikere, der har været med på hans nye album, har afvist, at der skulle være noget galt med Bowie.

»Han er skarp som en kniv, han hopper rundt,« sagde bassisten Lefebvre til musikmagasinet Mojos novemberudgave.

Bowie er kendt for tidligere af have haft et alvorligt misbrug af både alkohol og stoffer.

Bowie efterlader sig konen Iman, der er tidligere model, samt den 15-årige datter Alexandria "Lexi" Zahra Jones. Desuden fik han sønnen Duncan Jones med ekskonen Angie Bowie, som han var gift med fra 1970 til 1980.