'We go on, we go on, we go on,' synger Annisette på det nye Savage Rose-album, 'Homeless'.
Det er, hvad hun har gjort i 50 år under navnet Savage Rose, også efter Thomas Koppels død for 11 år siden; fortsat, fortsat, forsat. For øjeblikket på en turné, hvor hun i hvert fald indtil videre synger med samme vulkanske glød som i sin ungdoms vår.
Titelnummeret 'Homeless' er næppe tilfældig valgt. Alle, der har fulgt Annisette de seneste seks årtier ved, at det venstrepolitiske engagement altid har været en integreret del af hendes og Thomas Koppels projekt. I en periode optrådte de med en eller et par musikere vel nærmest kun ved DKML-arrangementer. Der har været grumt kedelige forbiere som f.eks. musicalen 'Bella Vita'.
Men man skal ikke lytte længe til 'Homeless', før man hører, at Annisette ikke bare synger om fysisk hjemløshed, men også om eksistentiel hjemløshed med den uforlignelige vokal malende truende, mørke sindsbilleder.
Ingen sangerinder kan halvt synge, halvt stønne 'Little Angels' så medfølende som Annisette. Ingen kan synge en banal linje som 'You handed me a flower, tiny and beautiful' med en tilsvarende passion.
’Darling Dear’ er en stilfærdig vals, hvor blæserne i med- og modspil med Rune Kjeldsens guitar genskaber en skyggefyldt cirkusstemning, som altid har været der et eller andet sted i Savage Rose's musik. Trods den noget dystre lydsætning er det livsbekræftende at høre snart 70-årige Annisette synge om længsel efter nærhed og ømhed så fint og tyst med et levet livs erfaring.
Intet er for sjov, tilfældigt eller halvgjort på dette album. Den ene dybtfølte soulede hymne følger den anden, som den smukt orkestrerede ’Harrasing’, der dovent leger med og bruger halvjazzede soulreferencer fra slut 60ernes og primo 70ernes Stax- og Muscle Shoals-lyd. Eller nutidige navne som Alabama Shakes og St. Paul and The Broken Bones.
Eller i den uendeligt smukke, sublimt producerede ’Sorrow’s Hand’ hvor især intimiteten i Annisettes stærke vokal og Palle Hjorts diskrete orgelspil, der giver genlyd af Savage Roses afdøde stifter Thomas Koppel, imponerer.
Musik kan mange ting. Når den som i denne korte symfoni tager i hvert fald denne lytter med på en rejse ind i et land, hvor man ikke bare møder de tab, selv- som uforskyldte, man har oplevet på sin vej, men også kan se et lys i horisonten, kan musikken noget som intet andet.
'Romano' er muligvis en solidaritetserklæring til det forfulgte romafolk, hvis musik, også dengang de hed sigøjnere, altid har været en del af Savage Rose. I sin storhed minder det nummer om det største fra Pink Floyd.
Midt i dette storværk savner jeg for variationens skyld et enkelt upbeat tempo og lyst omkvæd eller to, der kunne lette lidt på låget og hælde en smule sødt i en meget stærkt krydret molfyldt cajungryde. På den anden side er den kompromisløshed, hvormed Annisette forvalter sin og Thomas Koppels fælles arv direkte, forbilledligt respektindgydende. Det er en kendt sag, at de tidligt fravalgte en mulig karriere i USA. Det skulle undre mig meget, om ikke Annisette henad vejen har fået en stribe sangtilbud fra nær og fjerrn.
Savage Roses solidaritet med samfundets udstødte er tilsyneladende intakt, og det er fint, men betydelig vigtigere, ud fra et musikalsk synspunkt, er Annisettes solidaritet med sit og Thomas Koppels livsværk.
Det er fristende at kalde ’Homeless' tæt på så fuldendt et Savage Rose-album, som det kan blive i 2017. Fordi det på den ene side musikalsk ligger i tråd med tidlige album som 'Dødens triumf', ’Wild Child’ og de bedste album i comebackperioden fra ’Black Angel’ frem mod de seneste 'Love and Freedom' og ’Roots of the Wasteland’. Man kan sige, at det kunstneriske projekt Savage Rose og følelsen Savage Rose er stærkere end ingensinde.
De vilde blomster gror, sang Annisette på Christianiapladen. Det gør de imponerende nok stadig.
Savage Rose, 'Homeless', album, cd.
