Hun sidder i sit lille studie i sin lejlighed på Frederiksberg, hvor fingrene danser på keyboardet, mens hun nynner med på melodien til Eurovision-vinderen 'Only Teardrops', som hun skrev i 2012.

»Den var faktisk til Tyskland, men de ville ikke have den,« siger Lise Cabble til B.T.

Der er ikke mange, der kender hende, for det er ikke hende, der står bag mikrofonen, når stemmerne flyver frem på skærmen til det danske Melodi Grand Prix og Eurovision-konkurrencen, der hvert år samler millioner af danskere og europæere foran tv'et.

Lise Cabbles rolle i Melodi Grand Prix er bag kulisserne og ikke i rampelyset. For det er der, hun skriver musikken og fabrikerer de hit, som vi alle sammen stemmer på, når showet bliver vist på DR.

Lise Cabble, sangerinde og sangskriver, der var forsanger i rockbandet Miss B. Haven fra 1986 til 1997. Hun har deltaget 12 gange som sangskriver ved Dansk Melodi Grand Prix og har heraf vundet tre gange.
Lise Cabble, sangerinde og sangskriver, der var forsanger i rockbandet Miss B. Haven fra 1986 til 1997. Hun har deltaget 12 gange som sangskriver ved Dansk Melodi Grand Prix og har heraf vundet tre gange. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er mit fuldtidsarbejde. Jeg skriver jo, det er jo det, jeg laver, fra jeg står op til kl. 17 eller sådan et eller andet. Der sidder jeg så og skriver og prøver at lave et eller andet fedt, eller også er jeg ude at skrive sammen med andre,« siger Lise Cabble og byder på kaffe.

»Jeg skal faktisk allerede nu i gang med at tænke på at lave musik til 2020, men til sommer går jeg rigtig i gang med at skrive.«

Og Lise Cabble har travlt, hvis hun skal nå at være lige så effektiv, som hun har været i 2018. Hun har nemlig ikke mindre end seks sange med til Melodi Grand Prix i fire forskellige lande.

I år har hun tre sange med i Danmark, en i Sverige og en i Storbritannien. Nåh ja, og så har hun også en med i Litauen, fik hun at vide for et par uger siden, da hun blev kontaktet og spurgt, om de måtte bruge den.

Lise Cabble i sit studie hjemme på Frederiksberg.
Lise Cabble i sit studie hjemme på Frederiksberg. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men at være dronningen af Grand Prix er ikke noget, der bare falder i skødet på én. Lise Cabble har spillet musik, siden hun var helt ung, hvor hun startede pigegruppen Miss B Haven, som nåede at blive et etableret navn i det danske musikmiljø op gennem 80'erne og 90'erne.

»Vi startede med at spille punk, hvor vi stod og skreg inde i øvelokalet, men så kom countrypunken med D-A-D, og den bølge kom vi også med på, hvor der var mere melodi i musikken, og det var der, jeg blev optaget af at lave melodier og begyndte at jage den gode melodi,« siger hun.

Efter bandet stoppede, tog Lise Cabble kurser i musikteori, og det var også på det tidspunkt, at DR lavede et opgør med det udtryk, som Melodi Grand Prix havde dengang. DR ville væk fra dansktoppen, som dengang dominerede Grand Prix'et, og eftersøgte nye og spændende kunstnere.

»De gjorde virkelig meget ud af at prøve at få nogle andre med, så de spurgte både Anne Linnet og mig og Elisabeth Gjerluff Nielsen - alle dem, der var noget på det tidspunkt,« siger Cabble og fortsætter:

På væggen i Lise Cabbles studie hænger - blandt andre priser - guld- og platinpladerne med sangen 'Only Teardrops', som vandt Eurovision i 2013.
På væggen i Lise Cabbles studie hænger - blandt andre priser - guld- og platinpladerne med sangen 'Only Teardrops', som vandt Eurovision i 2013. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg var blevet spurgt et par gange, da jeg spillede i Miss B Haven, om jeg ikke ville skrive en sang til MGP, men jeg havde sagt nej, fordi jeg dengang syntes, det var lamt, men samtidig syntes jeg jo, det var sjovt at se. Så da de spurgte igen, efter bandet var stoppet, så sagde jeg ja.«

Og beslutningen om at skrive en sang til Grand Prix'et viste sig at være den rigtige, for det år skrev Lise Cabble sangen 'Fra Mols til Skagen' sammen med sin gamle band-veninde Mette Mathiesen, og den endte med at vinde.

»Det gav mig blod på tanden til at lave mere. Derefter mødte jeg Anders Fredslund, som fik sat system i det og fik mig ud i de co-writing camps, hvor man skriver med alle, og hvor vi også skrev 'Only Teardrops',« siger Cabble.

Derfra er det gået stærkt. Lise Cabble har skrevet musik til flere danske kunstnere og laver meget andet end Melodi Grand Prix.

Men når man er så populær og har sange med i flere lande, der skal konkurrere mod hinanden, hvem holder man så med? Hvad tæller mest? Penge eller fædreland?

»Hvis man skal være lidt økonomisk, så er Sverige et rigtig godt land, fordi der er mange flere penge i det svenske Grand Prix. I Danmark, hvis ikke man vinder, så er det stort set penge direkte ud ad vinduet,« siger hun og fortæller, hvorfor det også er mere prestigefyldt at være med i Sverige:

»De er meget dygtige i Sverige, så hvorfor skulle de tage ikke-svenske sangskrivere ind? Derfor er det også meget prestigefyldt, at jeg har en sang med. Det synes jeg er virkelig blæret,« siger hun til sidst.

For Lise Cabble er det rent luksus at have så mange sange med i en så stor konkurrence, men når det kommer til Eurovision, så vil hun selvfølgelig sidde ved Danmark: »Så patriotisk er jeg alligevel«