Den danske musikhistorie er fyldt med musikere og numre, som i en tid var et kæmpe hit. Mange af dem har du sikkert glemt alt om igen, men bag mange af dem gemmer sig en fantastisk, vild, glædelig, smuk eller finurlig historie. BT bringer dig et udpluk af nogle af historierne bag de største hits, du har glemt, du elsker.
I denne artikel er det den festlige og vilde fortælling om den danske bastardgruppe Los Umbrellos og deres kæmpe hit: ’No Tengo Dinero’. Den er fortalt af ordsmeden Al Agami.
»Det er en vild historie,« så enkelt lyder Al Agamis første sætning, da BT spørger ham ind til tilblivelsen af megahittet ’No Tengo Dinero’, som den danske gruppe Los Umbrellos lavede tilbage i de glade 90’ere.
Oprindeligt var Los Umbrellos slet ikke en gruppe, og var formentlig aldrig blevet det, hvis ikke det havde været for den i dag kendte komiker Jan Elhøj. Sammen med en kammerat lavede han på den tid hiphop, og her producerede de et nummer, som fik navnet ’Frikadeller og Krebinetter’.
Det nummer spillede de for den danske producer Kenneth Bager, som senere er slået igennem på egen hånd. Og han kunne se potentiale, så han ringede til Szhirley og Al Agami og bad dem om at indspille en demo, som var ’No Tengo Dinero’.
»Teksten var hurtigt skrevet af en svensker og mig. Og så lavede vi demoen. Og så hørte jeg ikke noget i tre-fire måneder. Jeg var i gang med at lave noget teater, da Kenneth Bager ringede og sagde, at den demo, vi havde lavet, var blevet et hit i Houston, Texas, hvor der er mange latinoer, og om jeg ikke ville med derover. Egentlig vidste jeg ikke, om jeg havde tid og lyst, for jeg havde lige færdiggjort det her teater. Men jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at prøve. Og så tog vi til Texas,« fortæller Al Agami.
Og Kenneth Bager havde ikke overdrevet. Da de ankom til USA, havnede de i en helt anden verden.
»Det allerførste der skete var, at vi blev sat til at opvarme for Backstreet Boys på deres turné. Og tilbage i 1997 blev det ikke meget større end det. Det var en vild oplevelse, for folk vidste ikke rigtigt, hvad vi var for en størrelse; spillede vi latin, var det pop, hiphop eller noget helt andet? Og vi var bare nogle tosser fra København, som blev behandlet som stjerner.«
I 90’erne var musikvideoer kæmpestort. Michael Jackson brugte millioner på sine, og Los Umbrellos skulle også have en til ’No Tengo Dinero’. Og det gik ikke stille for sig.
»Haha, ja, det var en fed musikvideo. Alle pigerne, pånær de to danske, som var Mai-Britt Vingsøe og Grith Højfeldt, var pornomodeller. Det var nogen, som Ron Jeremy, der også var i videoen, havde skaffet. På det tidspunkt var han en kæmpe stjerne – ikke kun i pornoindustrien – og det var Kenneths idé at få ham med. Kenneth ringede egentlig bare til ham, og han var frisk på at være med. Han er en lille og meget flink mand. Og så fik han alle de her pornomodeller med, som også var kæmpe stjerner, og de gjorde det alle sammen uden at få ret meget for det. Og da vi så havde fået dem med, så tænkte vi, at det skulle være lidt vildere, og så fik vi en hun-orangutang med. Skide sød. Og så holdt vi en fest på Safari Inn i LA.«
Mens Los Umbrellos, uden Szhirley, der var travlt optaget med andre ting, gik deres sejrsgang i USA, så begyndte der også at ske noget i Europa.
»Mens vi var i fuld gang i USA, så blev vi også et hit i Europa. Eksempelvis i Østrig, hvor ’No Tengo Dinero’ længe var det nummer - efter Elton Johns ’Candle in the Wind’, da Diana døde - som lå længst som nummer et. Så det land, der har givet os Tony Polster og Hitler var også helt vilde med ’No Tengo Dinero’.«
’No Tengo Dinero’ gjorde det rigtig godt på salgstal i USA. I hvert fald en million singler blev solgt af hittet. Men desværre gik det ikke lige så godt for det efterfølgende album. Og det, sammen med den rådne amerikanske musikbranche, fik Al Agami til at trække stikket på Los Umbrellos allerede i 1999 – få år efter begyndelsen.
»Det var desværre ikke noget, jeg blev rig på. ’No Tengo Dinero’ solgte en million, hvilket var rigtig godt. Men vi havde ikke rettigheder til sangen, så vi tjente ikke noget på den. Jeg var nok blevet ved, hvis albummet havde solgt, men det solgte kun et par hundredetusind, og det var ikke nok til, at jeg gad blive ved. Og selvom jeg egentlig fik tilbudt greencard, så jeg kunne være blevet i USA, så fik jeg dårlig smag i munden af den amerikanske musikbranche, hvor alle ville have en bid af kagen og folk som spiller et spil og hele tiden dolker hinanden i ryggen. Det var en parodi på sig selv. Samtidig fik jeg min søn i 1999, og så besluttede jeg mig for at tage hjem til Danmark igen.«
Selvom Al Agami lukkede Los Umbrellos efter få år, så er han dog meget glad for, at fik oplevelsen med.
»I latino-miljøet i det sydvestlige USA havde nummeret en stor betydning, da de havde svært ved at få sange med spanske tekster spillet i radioen. Og jeg har mødt mange, som er kommet hen og takket mig for, at være med til at få spansktalende musik i radioen. Og så har jeg prøvet nogle fede ting, som at spille i Ricky Lake og blive censureret, da teksten i et ’No Tengo Dinero’-vers åbenbart var lidt for hårdt for dem. Og så har jeg mødt Ron Jeremy, for helvede,« siger Al Agami.
»Det er ret vildt. Det var bare en idé til en demo, som startede med ’Frikadeller og Krebinetter’. Og det betyder, at jeg fortsat kan tjene lidt håndøre – og give koncerter i eksempelvis Italien og Østrig.«
