Da Liam Gallagher tidligere på året annoncerede en turné i Storbritannien, blev den udsolgt i rekordtempo.
På Smukfest var kun få tusinde mødt op til superstjernens koncert lørdag. Han var blevet degraderet til fordel for Christopher.
Synd for dem. For de gik glip af storslået underholdning. Omend en stor del var af den mere komiske af slagsen.
For lad os bare sige det som det er. En stor del af tiltrækningskraften ved Liam Gallagher anno 2019 er, at han er en vild karakter, der, når han åbner munden, ofte lukker noget vanvittigt eller absurd ud.
For de få handler det om Liam Gallaghers egne sange. Og for de fleste handler det om, at man blot venter og håber på, at han spiller noget med Oasis.
Det gjorde han bestemt også. Men lad os først fokusere på det, der skete mellem numrene.
For Liam Gallagher er herligt ikke bange for at åbne munden og sige noget - ofte mere eller mindre kontroversielt.
Det skete også gentagne gange på Smukfest. Tror jeg.
For langt størstedelen af gangene snakkede han så britisk, at det var umuligt at tyde. Og andre gange snakkede han ikke direkte i mikrofonen, så meningen udeblev.
Jeg fangede noget med Motörhead i starten af koncerten.
Lidt senere sendte han en sviner til Liverpool-fans - manden er en stor Manchester City-fan, og de vandt mesterskabet i den forgangne sæson snert over netop Liverpool.
Mod slutningen fik han også rost Smukfest, som han mente, publikum kunne være stolt af.
Mod slutningen af koncerten fik publikum også det, de virkelig var kommet for: Oasis-numre.
‘Lyla’, ‘Cigarettes & Alcohol’, ‘Supersonic’ og ikke mindst ‘Champagne Supernova’ og ‘Wonderwall’.
Lyden til koncerten var ikke specielt god. Faktisk var den tæt på dårlig. Men underholdningsværdien var høj.
Personligt grinede jeg flere gange. Det var ikke altid, jeg vidste præcis af hvad. Men sjovt var det.
Selve musikken var ikke noget videre at skrive hjem om. Bandet på scenen kunne lige så godt have været papfigurer, så lidt bevægede de sig. De spillede dog uden anmærkninger.
Liam Gallagher var heldigvis den oplevelse, man var kommet for. Som da han afslutningsvis konstaterede, at det skulle være mørkt, næste gang han skulle spille på Smukfest - for så at kigge op mod en helt blå himmel og uden at fortrække en mine henvende sig til publikum:
»Måske bliver det mørkt, hvis vi giver den fem minutter. Snak lidt med hinanden, mens vi venter.«
Han opgav dog forehavendet med et smørret grin. Og så spillede han sidste nummer.
