Fornem aften i Amager Bio med en sprudelende og veloplagt Rickie Lee Jones
Amerikanske Rickie Lee Jones befinder sig i det musikalske nabolag, hvor man af mangel på en bedre begavet beskrivelse kalder indbyggerne ”American Treasures” (de amerikanske skatte, red.).'
I det nabolag huserer musikere og sangskrivere fra det amerikanske hjerteland – John Hiatt og Tony Joe White for eksempel. Musikere for kendere. Musikere, som i en verden, der hylder hurtighed, overflade og retningsløs skøjten på samme, popularitet eller ej altid har og altid VIL holde flaget hejst højt for selve grundpillerne i amerikansk populærmusik - blues, traditionel rock og i Rickie Lees tilfælde også til dels jazz og lidt croon.
Der er gået 39 år, siden Rickie Lee Jones’ slog igennem med sit ubetaleligt swingende debutalbum og specielt singlen ”Chuck E’s In Love”, men den 63 årige sangerinde beviste i Amager Bio torsdag aften, at hun på en god aften stadig er en musikalsk oplevelse i særklasse.
Ja, i flere ombæringer slog hun fast, at hun – når det tager hende – både som sangskriver og musiker sågu’ går hånd i hånd med den absolutte elite. Og det lader sig altså høre – også i disse trange tider, hvor hendes band er barberet ned til en percussionist/ xylofonspiller og en guitarist.
Men sande kunstnere lader sig ikke hæmme af tidernes ugunst, og Rickie Lee Jones åbnede ballet med en gribende version af det gamle Ella Fitzgerald hit ”Cry Me A River” – suverænt sunget næsten a capella (der var et lidt xylofon-tingeling indover) og allerede der demonstrerede aftenens hovedperson, at hendes kælne croon og – nok så vigtigt – hendes timing stadig er helt, som de dele skal være.
Jo, en vokal kan faktisk godt swinge, og da Rickie også er en fremragende rytmeguitarist lykkes det hende oftere end ikke at skabe et helt særligt og satans suverænt swing, når hun så at sige spillede sin guitar rytmisk op mod den måde, hun timede vokalen.
Det var der rigelige eksempler på i Amager Bio som eksempelvis ”Weasel And The White Boys Cool”, ”We Belong Together”, førnævnte ”Chuck E. . .” og den pragtfulde musikalske roadmovie ”The Last Chance Texaco”.
Jeg har set Rickie Lee Jones ganske mange gange, men jeg mindes ikke umiddelbart at have set hende så veloplagt og i så højt humør, som tilfældet var på Amager.
Det var måske nok lidt ærgerligt, da hun midt i koncerten lagde guitaren og satte sig bag flygelet bagest på scenen i en 20-25 minutters tid. Det var på ingen måde dårligt, men lige den del af seancen vil jeg trods alt mene hørte hjemme i en lille røgfyldt klub i New Orleans snarere end i en ombygget biograf i København.
På den anden side var kvaliteten – også i de numre –så høj, at det lykkedes alligevel. Ikke mindst på grund af et forbilledligt lydhørt publikum, som - trods dét at flere af pianoballaderne var tæt på at antage visse ligheder med stilleleg – mens musikken spillede forholdt sig så, nå ja, stille, at man kunne høre et plekter falde til jorden.
Mellem numrene blev Rickie Lee derimod fortjent hyldet med højlydte og lange ovationer, og i perioder virkede hun faktisk oprigtigt rørt over den måde, hun og hendes sange blev modtaget.
Hun havde fortjent det, for det var en musikalsk fornem aften...
Rickie Lee Jones, Amager Bio, torsdag aften
