En af de helt store i Soul og R'n'B-musikkens historie er gået bort. Det drejer sig om stifteren af det legendariske 1970'er band Earth, Wind & Fire, Maurice White, som blev 74 år efter en årelang kamp mod sygdommen Parkinson.

Maurice White stod sammen med resten af Earth, Wind & Fire bag klassikere som 'September', 'Boogie Wonderland', 'Shinning Star' og 'Let's Groove'.

Siden 1992 har han kæmpet med Parkinson. Sygdommen holdt musikeren dog hemmelig helt frem til år 2000, hvor han valgte at stå offentlig frem.

»Jeg blev bare træt af ikke at tale om det. Jeg var mere eller mindre forsvundet fra scenen, og en masse mennesker havde ikke set mig i lang tid og var begyndt at undre sig,« forklarede Maurice White i 2000 til musikmagasinet Rolling Stone om sin sygdom.

Sov stille ind
Ifølge det amerikanske medie tmz.com, så sov Maurice White ind torsdag morgen, amerikansk tid.

Gennem de seneste år havde Maurice White, som citatet til Rolling Stone også viser, trukket sig tilbage fra turnéer med gruppen, som han var med til at stifte i 1969.

Men han var fortsat med i beslutningprocessen omkring gruppen, der blev optaget i Rock & Roll Hall of Fame i 2000.

Maurice White selv blev optaget i Songwriters Hall of Fame i 2010.

Maurice White døde i en alder af 74 år.

Earth, Wind & Fire har været i Danmark flere gange. Her er det fra Falkonerteatret i 1979.
Earth, Wind & Fire har været i Danmark flere gange. Her er det fra Falkonerteatret i 1979. Foto: TORBEN CHRISTENSEN
Vis mere