Få danske popstjerner kan mønstre over en million følgere på Facebook. Få kan bryste sig af at være større i Asien end herhjemme. Og få kan bryste sig af at have været med i gamet i hele 30 år.

Men det kan Michael Learns To Rock (MLTR). Siden Jascha Richter, Kåre Wanscher, Mikkel Lentz og Søren Madsen mødte hinanden i Aarhus i 1988, har de solgt over 11 millioner album på verdensplan. Siden har Søren Madsen forladt det jubilæumskoncert-aktuelle band, der trods en lidt mere anonym tilstedeværelse i Danmark stadig er fuld af drive.

»Vi er meget taknemmelige,« siger Mikkel Lentz, da BT møder drengene på en café i København.

Taknemmeligheden kan næsten koges ned til én sang, som bandet den dag i dag tænker meget over, hvornår de spiller, når de giver koncerter: 'The Actor', anden single fra det selvbetitlede debutalbum fra 1990, som solgte svimlende 430.000 eksemplarer.

»Den betyder alt. Det er en signatur for os. I starten var vi slet ikke klar over, at den ville blive så stort et hit,« siger Kåre.

»Vi havde ikke været her i dag, hvis ikke det var for den sang,« supplerer Mikkel.

Foto: Soe Than WIN
Vis mere

Balladerne blev deres skæbne

Netop 'The Actor' var samtidig begyndelsen på det, der for alvor skulle blive Michael Learns To Rocks speciale: Balladerne.

»Vi fandt ud af, at det var de to ballader på hvert album, der endte med at blive hits. Det var dem, folk kom til vores koncerter for at høre. Der skete ikke en skid, hvis vi lagde tre andre numre efter hinanden, men når balladerne kom, kogte det,« fortæller Mikkel.

»Det har vi bare lært at omfavne,« siger Kåre.

Og hvem ville ikke også have gjort det. Michael Learns To Rock har nemlig vist sig at være en pæn økonomisk succes. Gennem stort set alle årene har bandet kunnet leve af musikken. Hemmeligheden bag succesen er Asien og Indien.

»Det er ikke fordi, vi taber penge på at spille i Danmark, men vi skulle godt nok spille meget herhjemme for at tjene det samme, som vi gør i Asien. Når det er sagt, så lever vi musikalsk af at spille i Danmark. Selv om vi økonomisk godt kunne skære det fra,« pointerer Kåre.

Asiastisk fan-hysteri

Selvom der ikke som for 20 år siden står 200 skrigende fans i lufthavnen, når MLTR lander østpå, spiller bandet stadig i arenaer med 20.000 publikummer og sceneshows med masser af røg, lys og visuelle effekter. Setlisten rummer 15-20 kendte hits, for i Asien er der ikke plads til de store eksperimenter. Noget af en kontrast til de intime akustiske koncerter, der er i kalenderen herhjemme, hvor bandet eksperimenterer med nye sange og nye arrangementer af dem, vi kender.

»Det er et skisma, men det har vi det supergodt med. Det er fedt at kunne gøre på 30. år,« lyder det fra Mikkel.

Michael Learns To Rock havde dog ikke været så stor en eksportsucces, hvis ikke det var for det enorme marked for piratkopiering i Asien. Det får i dag Kåre Wanscher til at sige nogle ord, han lige tygger lidt på, inden han får dem over sine læber. Noget, man ikke lige hører hver dag fra en musiker.

»Vi må erkende, at vi er glade for, at der var et piratmarked, for ellers var vi aldrig blevet kendt, i det omfang vi er. Det kan man næsten ikke tillade sig at sige, men sådan er det faktisk.«

Takket være piratkopiering, kunne bandet for fire-fem år siden spille sin første koncert i Papua Ny Guinea, fortæller Kåre.

»Vi spillede på en klub, og jeg tror aldrig, vi har oplevet et publikum, der var så...«

»Eksplosivt,« tilføjer Mikkel grinende.

Det officielle pladesalg i den lille østat i Oceanien formodes at have været mikroskopisk, men publikum elskede sangene, som de havde hørt gennem 20 år. I dag er Michael Learns To Rock fast inventar på øens nationaldag.

Det ældste billede i Scanpix' arkiv er dette fra 1995 - taget på en tagterrase i København.
Det ældste billede i Scanpix' arkiv er dette fra 1995 - taget på en tagterrase i København. Foto: BENT MIDSTRUP
Vis mere

»På et eller andet tidspunkt skal vi jo stoppe«

Efter Søren Madsens udtræden af bandet i 1999 havnede de tre resterende i en eksistentiel krise, der førte til opløsning af bandet. Det varede dog kun få timer, før manageren intetanende ringede med et jobtilbud i Asien. Så meget opløsning var der heller ikke tale om, så bandet tog afsted. Og siden er årene bare fløjet afsted.

Både Mikkel og Kåre håber, at bandet stadig er i gang om ti år.

»Jascha har udgivet en soloplade, og jeg er blevet advokat. Vi har lavet noget af det, der kunne trække os væk. Men der er ikke noget, der har kunnet fjerne energien fra bandet,« siger Kåre.

»Det er vores skæbne. Skulle vi skifte spor, skulle vi have gjort det for nogle år siden,« lyder det fra Mikkel.

Jascha mener dog, at alt har sin tid.

»På et eller andet tidspunkt skal vi jo stoppe,« siger han.

Men inden da er der lige en stribe koncerter, der skal overstås. Og selv om der ikke ligger et hverken halv- eller heltfærdigt album i skuffen, har Jascha allerede gjort sig nogle tanker om fremtidige sange.