Kim Larsen er tydelig præget af sin operation sidste år. Det er hans sang ikke.
Der er naturligvis kun én i Danmark, der kan skabe en stemning som hos børn juleaften, tilføjet samhørighedsfølelse, som når håndboldlandsholdene en sjælden gang vinder, og fornemmelsen af at være til stede i afgørende livsøjeblikke, hos sit publikum; og dét bare ved at begynde en sætning med 'Der skrevet mange historier om historiske skibe'.
Det var et stykke inde i anden afdeling - eller cirka deromkring.
Kim Larsen blev sidste år opereret for en diskosprolaps, der betød, at han måtte aflyse en turné i Kina. Den operation er han tydeligvis stadig stærkt påvirket af. Især hans højre ben, der bar en form for støtteskinne. Larsen kom ind på scenen til turnépremieren i Viften i Rødovre med stok. Og sad på en rød stol under hele koncerten. Larsen har tabt sig, og, ja, hans askebæger var forunderlig nok arbejdsløst helt frem til ekstranumrene.
Der er set mange eksempler på musikere i 70 års alderen, der burde respektere naturens gang og nøjes med at lade tidligere tiders gyldne øjeblikke leve videre på vinyl og metal. Sådan er det ikke med Larsen.
Men man var dårligt nået henover Langebro til Dæmonernes port i den første sang, før man fik fornemmelsen af, at det, det egentlig handler om, musikeren og musikken, lever i bedste velgående.
Hankatten er måske stækket, men nationalskjalden er usvækket.
Faktisk virkede Kim Larsen - og Kjukken - nærmest friskere end sidst jeg så dem i DRs koncerthus for snart fem år siden. Larsen mere ydmyg, mindre brovtende.
Så længe skuden kan gå, som Larsen sang her til aften, og det kan den.
Det skyldes blandt andet, at den tidligere trommeslager Jesper Rosenqvist nu er afløst af den tidligere Fielfraz-trommeslager Jens Langhorn. Han er mere end bare et friskt pust. Kraftfuldt, muskuløst spillende, og stadig med et solidt swing og evnen til at holde igen, når melodi og sang kræver det.
Larnghorn har en afgørende rolle i den organiske, tættere boogie-sound, der skabte fællesnævner for så forskellige numre som uundgåelige, og denne gang dejligt korte, 'Rabalderstræde' - nu med AC/DC-swung - som den stilfærdige afslutningsballade 'Solsortevej'.
Og så er der jo guitaristen Carsten Skovgaard, som man under andre himmelstrøg ville kalde Kim Larsens 'musical director'. Han har en form for dobbeltrolle, dels som ham der lægger orgelbrusende klang på den nævnte Evert Taube-klassiker; massivt pigtrådshegn i 'Mig og Molly'; slide på 'Køb bananer'; Allmann Brothers sydstatsvarme på det gamle Gasolin-nummer 'Sjagge' og et lyrisk, sfærisk lag på den næsten lige så gamle 'Kattemor'. I en følt version med plads til den underspillede solidaritet, Gasolin rummede, når de og Mogens Mogensen var bedst.
Dels er Skovgaard ham der holder sammen på bandet på scenen, med bassisten Jesper Haugaard i en mere fremtrædende rolle end tidligere.
Larsen selv - ja, han sad ned - men han synger stadig med uforandret klang. Han lagde en ydmyg følsomhed i visse sange, som jeg ikke mindes at have hørt så ægte fra den kant. Og det er trods alt blevet til en del gange efterhånden. Det gjaldt blandt andet '1910' og 'Masser af succes'. For ikke at tale om en vred 'Kringsat af fjender' med uhyggelig aktualitet.
Måske er det sygdomsforløbet og mødet med forgængeligheden, der har sat sig i sangernerverne.
Kim Larsen og især hans musik bliver nogle gange kaldt banal, middelmådig og jævn af meningsdannere på det kulturparnas, han vist nok altid selv har haft et had-kærlighedsforhold til.
Dem om det.
Efter et par timers boogiesejlads rundt om musikalske fyrtårne i mit liv med Larsen som styrmand, siger jeg, 'this is my life, and I don't care'.
Kim Larsen & Kjukken, turnépremiere, Viften, Rødovre.
