Lars Ulrich: Jeg har jo et genialt liv

Lars Ulrich har fundet roen i sig selv, ‘normaliseret tilværelsen’, og han er glad for det hele – konen, ungerne og Metallica – og han er dybt taknemmelig

LISSABON: ‘Superstjerne? Hvis nogen kalder MIG det, så siger det faneme mere om dem, end det gør om mig!’

Lars Ulrich – trommeslager i Metallica og sådan en slags superstjerne – griner længe og hjerteligt. Glimtene i øjnene signalerer noget a’la ‘åh, hold da kæft, mand!’

Vi sidder i endnu en skurvogn på endnu et backstage-område på endnu en festival et sted i verden. Denne gang på Superrock festivalen i Portugals hovedstad Lissabon, hvor Metallicas sommer-turné i Europa skal starte samme aften.

Jeg har lige i min evige visdom spurgt Lars, hvordan det er at være superstjerne, og hvad han egentlig gør for at holde benene på jorden. Så griner han igen.

- Det kommer sgu’ egentlig helt af sig selv. Du ved; når man kommer hjem fra studiet, og så råber og skriger konen (skuespillerinden Connie Nielsen, red.) af mig, så råber og skriger tre unger af mig eller også skriger og råber eks-konen af mig.

De står sgu’ alle sammen og råber og skriger af mig, Steffen. Det er ret effektivt til at få én til at holde jordforbindelsen.

Lars Ulrich tænker sig om et øjeblik.

- Så jeg synes, det kommer meget naturligt. Når jeg tænker lidt tilbage, så var der måske nogle tidspunkter I 90’erne hvor vi måske gik lidt amok med det dér stjernelort, men da vi så gik igennem den tur dér for en 5-6 år siden, så I hvert fald for mig kom der… jeg begyndte pludselig at indse, hvor fedt et liv, vi egentlig har.

På randen af opløsning
Omtalte ‘den tur dér’ var dengang i 2001, da Metallica var på randen af opløsning, og sangeren James Hetfield tog på alkoholafvænning på ubestemt tid, bassisten Jason Newsted forlod bandet, mens Lars og leadguitaristen Kirk Hammett sad tilbage i San Francisco og ikke anede, om der egentlig længere VAR et Metallica.

Siden fulgte – som rigeligt dokumenteret i filmen ‘Some Kind Of Monster’ – en lang proces med terapi og samtaler, så bandmedlemmerne regulært kunne lære hinanden at kende ordentligt. Efter tyve års samarbejde!

- Vi udgav fire plader fra 96-2000. Da gik det nok lidt for hurtigt set i bakspejlet. Da vi så fik det meltdown i 2001 og lærte hinanden at kende og komme hinanden ved og alt det lort, så kom der en forståelse for, hvor genialt et liv, vi egentlig har. En taknemmelighed for alt det, vi har, funderer Ulrich.

- Ligesom vi fik større fokus på vore familier, og dermed kom også en større evne til at hvile i sig selv og lade være at spille rollespil hele tiden.

Det er sket meget naturligt for os alle sammen de sidste fem år, og vi har det virkelig godt sammen. Vi har det let med at møde andre mennesker og hænge ud med dem. Når lige vi er igennem den dér med ‘mand, jeg voksede op med jer, I har betydet alt’, så er det ‘jamen tak, skal du ha’. Sku’ vi snuppe en bajer’. Så det’ sgu cool.

Metallica har med Lars’ ord endelig fået ‘normaliseret tilværelsen’.

Sad fast i ræset'
- Vi sad fast i ræset og havde ikke tid til andet end Metallica dér i anden halvdel af 90’erne. Vi kom aldrig udenfor og fik normaliseret tilværelsen. Vi tabte i forhold til de mere normale ting i verden.

Nu kører vi jo i meget mindre bidder, vi laver plader og turnérer men i kortere perioder.

Så vi holder meget mere benene på jorden.

Hvad mere er – og alle dér har illusioner om ‘the rock’n’roll lifestyle’ med kvinder, coke og Jack Daniel’s må hellere holde hér – de fire Metallica-medlemmer tager nu både koner og børn med på turné og lever det stille familieliv, når ikke lige det går gak for gungrende Gromyko på scenen.

- Ja, Connie og ungerne møder mig faktisk i London i morgen (i fredags, red.) sammen med min far og hans kone. Det er med hele holdet det hér, du. Men de andre tre har allerede deres børn og koner med – jeg er den eneste, der har været her fire dage alene, smiler Lars.

- De andre bor på ét eller andet resort-lort langt fanden i vold ude ved stranden og slapper af. Jo, det er meget familieafdelingen nu om dage, så jeg ved sgu’ ikke rigtig, hvor mange sene nætter vi to får på Andy’s Bar (værtshus i det indre København, red.) denne gang, mand.

Hjemme- og familieliv eller ej:

- Men når de kommer og spørger om vi vil over og spille to-tre ugers festivaler I Europa om sommeren, så kan vi ikke sige nej. Jeg ved ikke noget bedre, og vi tager jo alligevel på ferie I Europa om sommeren – så kan vi jo lige så godt spille. Det er fedt.

Når den nye plade kommer inden for de næste fem år (latter), så skal der jo nok turneres mere intensivt. Men vi skal så prøve at holde os til de balancer, vi har I øjeblikket.

Masser af børn
Vi skal ikke ind I det der lort, vi havde i 90’erne. Det vil jeg i hvert fald ikke være med til. Nu har jeg jo tre børn, og Hetfield har tre børn, Rob har to og Kirk har ét – ni børn tilsammen (latter). Det er sgu da utroligt, mand. Det er et reproducerende band – det er et statement I sig selv, mand.

I selskab med Lars Ulrich og efter at have kendt ham i omegnen af tyve år er det tydeligt, at den nu 43-årige knægt har det endog rigtigt godt. Spørgsmålet er så naturligvis, om ‘dagjobbet’ i Metallica efter 26 år nu er blevet et arbejde, eller at den formindskede arbejdsbyrde snarere har gjort det til en hobby igen.

- Det er et godt spørgsmål. Nej, det er sgu ikke et arbejde. Jeg kan ikke forsvare for folk, der virkelig arbejder – i kulminer eller på fabrikker - at kalde det hér et arbejde. Men hobby er da et okay ord, sjov måde at sige det på.

Det kører mest rundt om familien selvfølgelig, men vi har da smidt mange, mange timer ind I de senere år, men det er ikke længere de der 12-14 timers dage, det var før i tiden.

Altså; det er jo ikke, fordi vi ikke tager det seriøst, og vi er også stolte af det, vi laver. Jeg synes, vi spiller godt I øjeblikket, og det kører fedt. Men der er jo ikke nogen, der tvinger os til det. Der står ikke en manager og siger ‘gør sådan og sådan’. Vi kører det mere eller mindre, som vi selv vil. Det fedeste er, at vi alle er enige om at gøre det på den måde. På grund af alle de her skide børn… undskyld (latter), alle de her dejlige børn, dejlige smukke børn (latter), som vi bliver ved at sætte i verden, er vi jo alle ret enige om, hvor meget vi turnerer og hvor meget vi sidder hjemme i HQ (Metallicas studie og øvelokale uden for San Francisco, red.) og komponerer etc. Jeg synes, det kører genialt.

Hurtige numre
Men der sidder jo altid nogen og får ondt I røven, og ‘hvorfor skal det tage fem år mellem hver plade’ og alt dét. Hvis der var nogen, der stod og kommanderede med os, fortalte os hvordan og hvorledes og hvornår vi skulle gøre det ene og det andet, så tror jeg ikke, jeg gad mere.

Metallica har afbrudt arbejdet med deres niende studiealbum, som forventes på gaden i februar næste år, for at tage på turné i sommer. Og der er mange – som i adskillige millioner mennesker – som er spændte på, hvad Metallica har gang i. Efter den skramlende, larmende og brutale ‘St. Anger’ forventer de fleste noget helt andet denne gang. Det får de også, siger Lars.

- Det er ikke ‘St. Anger’ i hvert fald. Der er gang i den. Mange af numrene er hurtige, og der er vild heavy metal på den, funderer Lars.

- Nu har jeg aldrig været god til at forklare sådan noget her på forhånd, men den er i hvert fald mere dynamisk med op og ned og frem og tilbage modsat ‘St. Anger’, som var mere den konstante cementmixer. Numrene er lange – vi har indspillet 14 numre, og vi gør dem alle sammen færdige, selv om der ikke er plads på en cd til dem alle sammen.

Rick Rubin (producer, red) er sådan en ‘hold det organisk og spil live i studiet’ type, så det gør vi.’

Det lyder – for nu at bruge mandens eget yndlingsord – da cool. . .