Lars Lilholt har masser at fejre i år.

For det første fyldte han 70 i marts.

Derudover har han 50-års jubilæum som professionel musiker, ligesom hans orkester, Lars Lilholt Band, i år har eksisteret i 40 år - og så er Lars Lilholt i fuld gang med en ny sommerturné, efter at han sidste år blev alvorlig syg.

»Der var knald på. Tiden skred, men jeg synes, de lige skulle have et ekstranummer,« lyder det glad fra Lars Lilholt, da B.T. møder ham sent fredag aften, efter Lars Lilholt Band har givet koncert på årets Jelling Musikfestival.

Lars Lilholt betragter sit publikum i Jelling. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Lars Lilholt betragter sit publikum i Jelling. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det mindede mig lidt om Midtfyns Festival i gamle dage, hvor jeg også tit spillede i et telt. Der var mange unge mennesker, og så bliver det altid lidt vildere,« tilføjer han med et smil.

Som han tidligere har fortalt, fik Lars Lilholt i februar sidste år pludselig konstateret tarmkræft.

Han blev indlagt og opereret på Skejby Sygehus i Aarhus og måtte efterfølgende igennem et to måneder langt forløb, hvor han ud over kræft blev opereret for tarmslyng, bughindebetændelse samt tre blodpropper i lungerne.

Et hårdt forløb, men Lars Lilholt blev til sidst erklæret rask, og han fik i 2022 gennemført både sommer- og efterårs-turné, og nu er han altså tilbage på de danske festivalscener.

»Man er jo aldrig helt på toppen, når man er blevet opereret for tarmkræft, men jeg har det okay,« fortæller Lars Lilholt til B.T. og tilføjer med et smil:

»Jeg kan spille igen, og det er jeg glad for. Jeg har været meget syg, men nu er jeg her!«

Og hvordan fejrer man så et 40-års jubilæum, når man hedder Lars Lilholt og spiller med Lars Lilholt Band?

»Vi gør det, vi altid har gjort. Vi tager ud og spiller for folk. Jeg har turneret hver sommer i 40 år. For mig er det ikke en karriere, det er et liv,« forklarer han.

Lars Lilholt Band har i år 40-års-jubilæum.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Lars Lilholt Band har i år 40-års-jubilæum.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lars Lilholt fortæller, at han nogle gange føler, at han nærmest kun lige er startet med det hele.

»Når der er så god stemning, som det var i aften, så er det jo ikke et arbejde, så er det en fest. Og jeg kan sgu godt lide, at når man bliver 70, så kan man være alle aldre. Undervejs i koncerten var jeg på et tidspunkt 17, og i morgen, når jeg skal op igen, er jeg måske 80.«

Lars Lilholt Band spiller i løbet af sommeren en lang række koncerter på blandt andet Smukfest, Ringsted Festival og Nibe Festival, og spørger man Jyske Vestkystens anmelder Mette Cramon, er der god grund til at kigge forbi.

Koncerten i Jelling fik fem ud af seks stjerner og blandt andet følgende ord med på vejen:

Lars Lilholt på scenen i Jelling. Foto: Helle Arensbak / Ritzau Scanpix
Lars Lilholt på scenen i Jelling. Foto: Helle Arensbak / Ritzau Scanpix Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Der findes ikke noget mere livsbekræftende end at skråle højt om kærlighed. Og det kan hele Danmarks spillemand levere til overflod.'

Lars Lilholt vurderer, at han igennem årene har prøvet at spille på de fleste festivalscener i landet, men han mangler stadig nogle af de nye.

»Jeg har ikke spillet på Heartland og Northside, men de kan bare ringe,« smiler han.