Der bliver ingen Langelandsfestival i 2023.

Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at det ikke er økonomisk ansvarligt at afholde festivalen.

»Efter lange og nøje overvejelser er vi nået frem til, at det desværre ikke kan lade sig gøre at afvikle Langelandsfestival 2023 økonomisk forsvarligt.«

Det skyldes, at man ikke fik solgt nok billetter til, at festivalen kan afvikles i 2023.

»I sommer kastede coronapandemien sine skygger, og samtidig har samfundets generelle økonomiske tilstand gjort, at vi som festival så ind i en økonomisk situation, der kunne blive en udfordring. Det vidste vi, men på trods af det, var det vores klare ambition at sikre så god en fest, som overhovedet muligt. Derfor investerede vi yderligere i musikbudgettet og lagde mange kræfter i at udvikle festivalen.«

»Desværre har det vist sig, at vi ikke fik solgt det antal festivalbilletter, der var afgørende for at sikre en acceptabel festivaløkonomi. Efter at alle regninger for 2022 er blevet betalt, er resultatet et stort millionunderskud. Derfor bliver konklusionen nu, at Langelandsfestival ikke afvikles i 2023 i AKP Groups regi.«

Festivaldirektør Allan K. Pedersen har ejet Langelandsfestival siden 2006, og han er naturligt skuffet over, at festivalen ikke kan gennemføres.

»Det har altid været en stor glæde for mig at lave Langelandsfestival, og selvom økonomien har været svingende, har jeg altid troet på konceptet. De senere års udfordringer, markedet og fremtidsudsigterne som sådan har dog udfordret mig i den tankegang.«

»Noget af det, som jeg har holdt mest af, har været at møde gæster, crew og partnere, når jeg er gået rundt på festivalområdet. Glade mennesker, der har skabt deres egne festivaltraditioner og nydt deres ferie sammen med os. Så meget desto mere ærgrer det mig, at vi ikke fik solgt nok billetter i sommer.«

B.T. har været i kontakt med Langelandsfestivals pressemedarbejder, der oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer end det, der står i pressemeddelelsen.

B.T. ville ellers gerne have spurgt til, om man forventer, at festivalen vender retur i 2024 eller om der dialog om andre ønsker at overtage ejerskabet af festivalen, der har været afviklet siden 1991.