Efter voldsom kritik fra tykaktivister har Taylor Swift nu vagt at fjerne en kontroversiel scene fra sin seneste musikvideo.

Den 32-årige verdensstjerne udgav sidste fredag albummet 'Midnights', der grundet stor popularitet øjeblikkeligt lagde Spotify ned.

Men ikke alle er begejstrede for sangerindens nyeste udspil. Taylor Swift beskyldes nemlig for at være tykfobisk i musikvideoen til førstesinglen 'Anti-hero'.

I den glade popsang synger hun om flere af sine usikkerheder, hvilket i videoen blandt andet eksemplificeres ved, at hun stiller sig op på en badevægt, kigger ned og ser ordet 'fed' skrevet med store røde typer i displayet.

Taylor Swift har tidligere i dokumentaren 'Miss Americana', fortalt, at hun led af en spiseforstyrrelse for nogle år tilbage. Sangerinden lod sig påvirke, når der blev skrevet negative ting om hendes krop, og når hun så paparazzibilleder af sig selv, hvor maven bulede ud, kunne hun finde på at holde helt op med at spise i en periode.

»Hvis du er tynd nok, har du ikke den røv, alle vil se, og hvis du vejer nok til at have den røv, så er din mave ikke flad nok. Det er fucking umuligt,« har hun efterfølgende udtalt om den svære periode.

Men på Twitter mener flere ikke, at Taylor Swifts egen historie er en formildende omstændighed, når hun i videoen viser, at 'fed tilsyneladende er det værste, man kan være'.

'Taylor Swifts musikvideo, hvor hun kigger ned på vægten, der siger 'fed', er en lortemåde at beskrive sit kropsbillede på. Fede mennesker har ikke brug for igen at få at vide, at det er alles værste mareridt at se ud som os,' skriver en Twitter-bruger, der tilføjer:

'At have en spiseforstyrrelse undskylder ikke tykfobi. Det er ikke svært at sige: 'Jeg kæmper med mit kropsbillede i dag' i stedet for: 'Jeg er en fed, klam gris'.'

Forfatteren Amanda Richards skriver i sit nyhedsbrev, at hun er sikker på, at der er masser af nuancer i Taylor Swifts personlige oplevelse.

'Men der er ingen nuancer i den scene – i stedet får du endnu en hurtig påmindelse om, at tykhed er en forfærdelig ting at have, at være, at føle.«

Taylor Swift har ikke kommenteret kritikken, men få dage efter udgivelsen af musikvideoen er den nu blevet klippet om, således at man blot ser hende kigge ned på badevægten – uden at få at vide, hvad hun ser på den.