Lady Gaga har det seneste stykke tid kunne læse i amerikanske medier, at hun var gravid.

Det amerikanske magasin Star mente, at popstjernen enten ventede barn med sin eks-forlovede Christian Carino eller hendes A Star Is Born-kollega Bradley Cooper.

Den historie bliver nu lukket ned.

Drømte man om en Cooper-Gaga-baby efter at have set det Oscar-nominerede drama i biografen, fejer Lady Gaga nu det hele til side.

Lady Gaga.
Lady Gaga. Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

»Rygtes det at jeg er gravid?,« skriver hun på Twitter.

»Ja, jeg er gravid, med #LG6,« tilføjer hun og afslører altså istedet, at der er et sjette Lady Gaga-album på vej som opfølger til 2016-albummet Joanne.

Hvornår albummet udkommer, skriver hun ikke noget om, men det har været undervejs længe.

Hun har arbejdet på det i sit studie i New York, hvor blandt andet Miley Cyrus er blevet set møde op - officielt for at arbejde med sin egen musik.

Lady Gaga vandt ved årets Oscar-show prisen for 'bedste originale sang' med hittet Shallow fra A Star Is Born.

Hun optrådte til showet med Bradley Cooper, og deres intense duet medførte rygter om, at de skulle have fundet sammen privat.

Lady Gaga afviste efterfølgende rygterne i et interview med talkshowværten Jimmy Kimmel.

»For det første, så er sociale medier ærlig talt internettets toilet. Hvad de har gjort ved popkultur er forfærdeligt,« lød det fra Lady Gaga, der tilføjede:

»Ja, folk så kærlighed - og gæt engang - det var præcis, hvad vi ønskede, at I skulle se.«

Mens alverdens Lady Gaga-fans nu må vente på ubestemt tid på det kommende album, kan de glæde sig over, at man fra den 21. marts kan se en ny 12 minutter længere udgave af A Star Is Born. Det er dog ikke meldt ud endnu, hvor man kan se den i Danmark.

Bradley Cooper dukker næste gang op i biografen med superheltefilmen Avengers: End Game, hvor han lægger stemme til vaskebjørnen Rocket.