Der blev råbt højt og kritiseret, da rapper L.O.C. fik sit forrige album sponsoreret af en dansk telegigant. Men denne gang kan ingen brokke sig. L.O.C., der i virkeligheden hedder Liam O'Connor, giver nemlig (næsten) sin nye plade væk. Og de eneste, der tjener noget, er Dansk Røde Kors.

Når L.O.C. d. 1. oktober udsender volume 2 af 'Prestige, Paranoia, Persona' albumserien giver han hele overskuddet til Røde Kors.

Og han siger:

Jeg har længe ville involvere mig i et ordentligt velgørenhedsprojekt, og jeg kunne ligeså godt have givet det nye album gratis væk også, men så ville jeg hellere – med det kendskab, jeg har til Røde Kors – give det til mennesker, der har brug for pengene. Og så føler jeg, at jeg her kan komme med noget håndgribeligt, som ikke bare er mig som en papfigur. Det her er anderledes. Det tændte jeg bare på.


Med en simpel donation på 30,- kr. erhverver man sig det nye album i digital udgave samtidig med at man støtter Røde Kors. Hvis man ønsker at donere 100,- kr. erhverver man sig Volume 1 og Volume 2 i dobbelt CD- samt en download udgave, og ved donationer på 500,- kr. får man tilsendt en unik Nationalbank fremstillet Røde Kors/L.O.C. mønt samt et signeret dobbeltalbum.

Mønten er kun produceret i 500 eksemplarer og det fysiske dobbeltalbum er ligeledes en udgivelse i begrænset oplag

Anders Ladekarl, Generalsekretær, Røde Kors siger:

- I Røde Kors er vi helt afhængige af den hjælp tusinder af danskere giver os. Liam O’Connor’s hjælp er udover det sædvanlige. Hans CD projekt viser, hvor stor en forskel en dedikeret enkelt person kan gøre. Vi er glade og stolte over, at Liam har stablet dette fantastiske projekt på benene for at hjælpe mennesker i nød. Lige nu står vi overfor mange store og små katastrofer - 4 millioner sulter på grund af tørke i Niger, millioner af fordrevne fra krig i Syrien og forsømte børn i Danmark. Liams projekt er med til at gøre en forskel for de mennesker i nød. Røde Kors er taknemmelig for at være partner - og vi  håber at rigtig mange vil købe albummet. Vi er samtidig rigtigt glade  for at Liam samtidig har valg at være ambassadør for vores landsindsamling, som finder sted den 7. oktober”


L.O.C. og Røde Kors samarbejdet kører hele oktober måned og donationen ligeså. Albummet vil være tilgængeligt via L.O.C.s og Røde Kors’ egne platforme, i pladebutikker, fysiske som digitale samt streaming tjenester. Fælles for dem alle er at overskuddet går til Røde Kors.