Lyt til artiklen

Hvorfor var der ingen, der fortalte Sanne Salomonsen, at hun fortjener så meget bedre materiale end de middelmådigheder, hun har indspillet på ”Baby Blue”?

Det gør ondt langt ind i et hjerte, som i mit tilfælde altid har haft et helt specielt sted reserveret til Sanne Salomonsen, at hun har ladet sig spise af med så gennemsnitligt (i dette tilfælde et pænt udtryk for ”kedeligt”) sangmateriale, som det vi bliver budt hér på sangerindens 15. album.

Presseskræppet for ”Baby Blue” trompeterer kækt, at albummet er Sannes tilbagevenden til sine rock- og bluesrødder, og det er sgu’ da også lige før, man faktisk tror på det, når titelnummeret skubbes fra kaj med en fin kombineret slideguitar og mundharpe intro til et ganske effent rocknummer.

Desværre går det allerede fra albummets anden sang ”Hvor er jeg så” på kollisionskurs ind mod molen igen. Alt imens jeg medgiver, at lydbilledet – i hvert fald sine steder - er befriende mere organisk og mindre anstrengt ”moderne” end på Sannes seneste albums, så lyder sangene kompositorisk alt for ofte som gennemsnitligt efterslæb fra den firser ”danskrock”, Salomonsen ofte har haft så svært ved at undslippe.

Det er ikke første gang.

Uanset hvad; så KAN det fandeme da ikke passe, at Sanne er omgivet af så dårlige rådgivere, at ingen af dem hamrer næven i mixerpulten og insisterer på, at damen og hendes talent fortjener langt, langt bedre materiale end forudsigelige by-numbers kompositioner som ”Et andet liv”, ”Exeptionel”, ”Solskin efter regn” eller ”En nat i København” – kig blot på titlerne, musikken holder sådan cirka det samme niveau af opfindsomhed.

Uanset om jeg har adkomst til det eller ej, bliver jeg vred på hendes vegne over sådan noget.

Når alt dette så er sagt og skrevet, så forbliver pladsen i mit hjerte reserveret til Sanne. Ikke blot i respekt fordi jeg holder af hende og for alt det hun har givet os i godt fyrre år men også i håbet om at hun næste gang gør det eneste fornuftige:

De afdæmpede sange på ”Baby Blue” fungerer nemlig bedst, så hun burde sætte sig ned med en listig trio som backing, reducere armbevægelserne og så gøre ALVOR af at vende tilbage til de dér tidligere omtalte bluesrødder. Som hun gjorde det på det mesterlige ”Where Blue Begins”, som 26 år efter den udkom stadig rangerer som noget af det ypperste, Sanne har lagt navn til.

Det sidste nummer hér hedder ”Farvel til blues”. Lad det første nummer på den næste hedde ”Goddag igen til blues”, Sanne! Please!

Sanne Salomonsen, ”Baby Blue”, (Mermaid)