Det går vildt for sig, når de unge indtager sommerhusområderne i Tisvildeleje, mens musikfestivalen Musik i Lejet foregår.
Soundboksene drøner derud af og ifølge flere beboere i gruppen 'Dialog om Musik i Lejet' på Facebook, så cykler de unge berusede og larmende fra pladsen, når dagens musik er forbi.
Derfor kan det også være svært at nyde sin sommerferie i uge 29, hvis man ikke er en del af festivalen.
Flere lokale beslutter da derfor også at trække stikket og drage væk fra deres huse i byen.
En af dem er Gitte Troels-Smith, der har bolig i Tisvildeleje.
Hun har valgt at flygte fra området mod Jylland for at få noget fred.
Det fortæller hun til B.T.
»Jeg kørte til København i går – der havde vi allerede fået nok. Flere havefester, folk, der ville parkere og slå telt op på vores parkeringsplads – vi orkede det ikke og sidder på færgen på vej til Jylland,« lyder det fra Gitte Troels-Smith.
Hun er utilfreds med, at der mellem borgerne i byen, politikerne og festivalen er så dårlig en dialog, at de lokale ifølge hende bliver glemt, når der lægges an til musik i uge 29.
»Musik i Lejet fremstiller den stigende kritik som uvidende og uforstående for unges lyst til fest og farver, men det er helt skørt. Vi har jo selv været unge, vi har selv børn. Vi ønsker blot en saglig debat med politikerne og Musik i Lejet. Vi vil gerne blive hørt og taget alvorligt,« siger Gitte Troels-Smith.
»De fleste deltagere i festival og gadefest har ingen tilknytning til Tisvilde og tænker ikke på byens beboere, de er unge og vil bare have nogle festlige dage. Det er omfanget af dette, som vi opponerer imod – hele byen er tvangsindlagt til en kæmpe gymnasiefest, som vi aldrig har ønsket at deltage i.«
Gitte er ikke den eneste, der kritiserer den manglende dialog med de lokale beboere.
Det samme gør Christine Thaarup, der flere gange har været i dialog med festivalen, men stadig ikke mener, at der bliver lyttet.
Det fortæller hun til Berlingske.
»Jeg synes virkelig, vi har prøvet. Hvis du vidste, hvor mange kaffe- og dialogmøder, jeg har deltaget i, og så kommer der ikke noget ud af det,« siger hun.
»Det er ret op ad bakke. Jeg får fornemmelsen af at løbe hovedet mod en mur, fordi de har en forretning, der er god. Det er der heller ikke noget galt i – problemet er, at det er vores by og natur, det går ud over.«
Christine Thaarup har taget konsekvensen. Solgt sit hus. Og er flyttet til nabobyen Vejby.
På den anden side af beboernes kritik står lokalpolitikeren Pia Foght (S), der er byrådsmedlem og nuværende formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse i Gribskov Kommune, der ikke mener, at Musik i Lejet er et problem for kommunen.
Til B.T. fortæller lokalpolitikeren, at det er ærgerligt med kritikken, men at hun mener, der er en god dialog med beboerne, politikerne og festivalen.
»Man kan desværre ikke gøre alle tilfredse. Der vil altid være nogen, der ikke er enige. Jeg kan sige, at der er et stort flertal, der er enige i, at det er godt for kommunen, men det er da ærgerligt, der er denne her kritik.«
Pia Foght har været i kontakt med gruppen 'Liv i lejet', der ifølge dem selv består af over 130 beboer i området, og her er holdningen, at Musik i Lejet er et godt initiativ.
»Det er naturligvis også med til at forme min holdning, når der er så mange, der er glade for det. Men selvfølgelig skal vi lytte til dem, der ikke er tilfredse. Kritikken er jo også med til, at vi udvikler os.«
Derfor er hun også af den opfattelse, at festivalen er kommet for at blive.
»Det er med til at udvikle Gribskov kommune og få os på landkortet. Det har også betydning, når vi gerne vil tiltrække nye og yngre beboer. Det er nemlig et godt sted at bo.«
Kan du sige så skråsikkert, at det er et godt sted at bo, når flere er utilfredse med, festivalen foregår omkring dem?
»Det er et godt sted at bo. Der vil altid være nogen, der er utilfredse.«
Kan I gøre mere for, at beboerne der er utilfredse med de unges festvaner, bliver hørt?
»Vi kan altid udvikle os. Og det er noget, man kan tale med Musik i Lejet om. Der er altid noget at arbejde med.«