Roxettes koncert i Horsens blev en triumf for Marie Fredriksson – hun er stadig mærket af sin kræftsygdom, men hendes sangpræstation var imponerende, for hun VILLE… og hun gjorde det
Det synes ifølge den almene overtro at være fastslået, at Deres ikke udpræget ydmyge udsendte ikke kan lide popmusik. Derfor skal jeg i dagens anledning afsløre, at der rent faktisk er morgener, hvor jeg ikke står op og børster tænder til Metallicas ”Whiplash”. Jeg kan med andre ord godt lide en god popsang.
Der er bare ikke så fandens mange, der kan lave dem mere! Og slet ikke nu, hvor alt for mange pop ”artister” stiller sig tilfredse med at møve mageligt rundt på middelmådigheden melblege maveskind, mens de afleverer endnu en middelmådig komposition for fulde auto-tune og forprogrammeret backing.
LÆS OGSÅ:
Det er derfor, vi stadig har brug for Roxette. Set og hørt herfra er de sympatiske svenskere de sidste 25 års bedste popband.
Foretagendets herlige håndspillede hits som ”Sleeping In My Car”, ”Wish I Could Fly”, ”Opportunity Nox”, ”7Twenty7” , ”How Do You Do” og ”It Must Have Been Love” er – for blot at nævne seks – popkunst af en kaliber, at man skal have ører som Dumbo og have siddet på samme de sidste to artier for ikke at anerkende de sange.
LÆS OGSÅ:
Som de fleste imidlertid ved, har Roxettes sangerinde Marie Fredriksson ikke just været på noget ”Joyride”, siden hun i 2002 fik konstateret en kræftsvulst i hjernen og siden – heldigvis med succes – blev opereret for samme.
Så sent som da antog seancen dog karakter af en tragedie – så mærket var Marie på dét tidspunkt stadigvæk af sin sygdom. I hvert fald dén aften tydede intet på, at vi nogensinde skulle få Roxette at se i en brugbar forfatning igen. Det var – tro mig – virkelig sørgeligt.
LÆS OGSÅ:
Hvorfor det i dén grad var en fryd 14 måneder senere – lørdag aften i Horsens Forum – at konstatere, at Marie åbenbart har en vilje af svensk stål. Og det var en triumf for samme vilje, at Fredriksson i Horsens måske nok ikke sang som i sin ungdoms vår men sgu’ sang GODT – specielt i det lavere register.
Og kan man ikke mere, som man kunne engang, må man jo improvisere, og netop den måde, Marie på en helt ny måde turnerede flere af sangene – ikke mindst giganthittet ”It Must Have Been Love” – var faktisk både betagende og rørende at opleve. Den sang blev faktisk tilføjet flere facetter på den måde.
Man kunne se på Marie, at hun VIL Roxette, og hun ELSKER det stadigvæk. Naturligvis fordi hun nu kan gennemføre det igen på det vokale plan. Så kunne resten af Roxette give veloplagt los – og det kunne fandme også lige passe andet – foran de 4.500 i et stuvende fyldt Forum.
Og det gjorde de også i et 22 numre langt sæt, hvor specielt ”Opportunity Nox”, ”How Do You Do!”, ”Dangerous” og aftenens bedste nummer - den brillant betitlede ”She’s Got Nothing On (But The Radio)” - i herligt guitartunge udgaver var lærestykker i, hvordan man laver god, medrivende popmusik. Glad popmusik, som heldigvis aldrig bliver lalleglad.
“It Must Have Been Love”?
Well, herfra er det sgu’ stadig kærlighed. Godt gået!
ROXETTE, Horsens Forum
