King Diamond gjorde comeback på dansk grund i sit livs form, men på Copenhell måtte han trods alt dele tronstolen med de fabelagtige tyske veteraner i Accept

KING DIAMOND & ACCEPT, Copenhell 2013 ******

“I was born in the CEMETARY!” (Mercyful Fate, “Evil”, red.).

Ja, undskyld den utidige indledning men som nærmest livslang discipel af Kongens kradsbørstige knaldperler var det faktisk royalt regerende at opleve King Diamond efter syv års fravær tilbage i hjemlandet med det tilsyneladende eksplicitte formål at genindtage sin trone.

Well, det lykkedes til overflod, da Kim Bendix Petersen og hans håndgangne herrer lukkede dette års udgave af Copenhell.

Ét eller andet sted håber jeg sgu, at den selvbestaltede dydige duo – Moses Hansen og Christina Djarling – lå i flyverskjul ét eller andet sted ude på festivalpladsen, da King Diamond lørdag nat foran adskillige tusinde mennesker på Copenhell overbevisende førte bevis for, at Heavy Metal kan den kunst, som såvel religionsforkæmpere og politikere har spillet fallit i forsøget på i århundreder: Nemlig at forbrødre og –søstre alt folket og skabe i både et sammenhold og en – ja sgu’ – næstekærlighed, som ingen af de nævnte evner at skabe så konstant, om de så bliver ved, til ham vandvandreren gør comeback på jorden.

Så vil duoen nok hævde, at det da var intet mindre end ligegodt satans (!), men hellere en fest i hornfætterens navn – med behørig ironisk distance - end endnu en religionskrig. Og så nok om den dydige duo. Jeg vil mene, at jeg aldrig tidligere har hørt King Diamond og band så velspillende, som de var på Copenhell. Fra starten gik med ”The Candle”, ”Welcome Home” og ”At The Graves” via eksempelvis fænomenale ”Sleepless Nights”, ”Come To The Sabbath” og ”Eye Of The Witch” til med nogen sandsynlighed dén bedste koncertversion, jeg nogensinde har hørt af ovenfor citerede Mercyful Fate klassiker ”Evil” spillet i, var det tydeligt, at ikke kun King Diamond selv var genfødt efter sin bypass-operation.

Det samme gælder i høj grad mandens band, hvor specielt leadguitaristen Andy LaRocque og den blændende trommeslager Matt Thompson strålede på en aften, hvor alt – modsat så mange andre gange, jeg har oplevet King Diamond – sad lige i dét skab, den slags nu engang skal sidde.

Jeg letter FC Barcelona kasketten i respekt, og King Diamond var da også med lethed rendt med titlen som dén store oplevelse på dette års Copenhell, hvis ikke nogle pænt erfarne tyskere ti timer forinden havde slået dørene til førnævnte skab op på vid gab og vist vejen direkte til Heavy Metal Heaven.

Navnet er selvfølgelig Accept, og når de gutter – selv efter så mange år på banen – fra start spiller ud med metallisk melodisk mestermateriale som ”Hung, Drawn And Quartered”, ”Stalingrad” og ”Restless And Wild” for derefter at trumfe en i forvejen vinderhånd med ”Breaker”, ”Princess of The Dawn,”, ”Metal Heart”, ”Losers And Winners” og ”Balls To The Wall” for blot at nævne fem… ja, så får ingen andre – og jeg mener virkelig ingen andre – Heavy Metal bands et ben til jorden.

Som jeg så ofte har skrevet før i tiden, så forstår ingen – fraset Black Sabbath og Judas Priest i deres storhedstid – begrebet ”klassisk Heavy Metal” bedre end Accept.

De har ganske enkelt en forståelse for at spille den musik og HOLDE den i krydsfeltet mellem brutalitet, dynamik, melodi og det, der med et moderne dansk ord hedder ”catchiness”, som alt, alt for få har det. Mageløst.

Accept startede for et halvfyldt festivalplads, men de havde ikke spillet mere end to numre, før pladsen var fyldt. Det taler for sig selv, og det turde også være et gevaldigt gok i godda’en til de arrangører, som programsætter – ellers udmærkede – navne som Down, Testament og Sabaton foran en institution som Accept.

I min bog er det simpelthen mangel på respekt for et band, som har været med til at skabe den genre, festivalen står for. At det så i øvrigt er en fremragende festival med i særklasse dét mest sympatiske publikum, man kan forestille sig, er en anden sag…

Andre læser også