Kongen af Aarhus! Sådan blev den danske rapper L.O.C. præsenteret, da han fredag aften debuterede på Northside.

Men kunne han leve op til den flotte præsentation fra konferencier Pelle Peter Jensen. Svaret, får du lige om lidt.

L.O.C.s blik var så intenst, at det formentlig kunne tage livet af nogen, hvis han ønskede det. Sådan indledte han sin koncert med sangen Martyrium, der har frasen ‘død over pressen’.

'Heldigvis' holdt han ikke helt den samme intensitet i resten af koncerten, men til gengæld sørgede han for den folkefest, som han efterlyste i slutningen af settet.

Der er ingen tvivl om, at Liam O’Connor i langt størstedelen af sin koncert havde publikum i sin hule hånd.

Der blev sunget, danset og festet under numre som Frk. Escobar, Momentet og Drik din hjerne ud.

Publikum gjorde som beordret, da han bad dem om at kaste armene i vejret eller synge med på de mange hits, som han har i bagkataloget.

De var måske også varmet godt op fra Nas og Gnags, der havde spillet forinden.

Men nogen decideret royal koncert var det dog ikke. Den mistede pusten godt og vel halvvejs, da han introducerede nogle af sine nye numre, og da kammeraten Marwan kom på scenen.

Heldigvis ved den garvede kunstner, hvad der virker, og koncerten kom op i tempo igen.

Til sidst detroniserede den 39-årige rapper sig selv, og gav titlen som Kongen af Aarhus til dens for nogen retmæssige ejer. Popsmed, hitmager og ikon - Thomas Helmig, der blev set på festivalpladsen torsdag.

»Vi vil gerne være så folkelige med sange, som alle kan synge med på. Så vi har 'ødelagt' en sang I nok kender,« sagde han fra scenen:

»Jeg elsker Thomas Helmig, men jeg ville så gerne have nogle af hans jobs. Så nu siger jeg sådan noget, som han plejer at sige: 'Den her sang har jeg skrevet i Ceres-krydset.«

Det sidste blev sagt med en ironisk distance.

Det var overgangen til det sidste nummer - Undskyld. Først gav han den i en akustisk udgave, hvor hele plænen foran Blå Scene sang med.

Så han fik sin folkefest, men formentlig ikke én, der vil gå over i Northsides historie.