Suspekt imponerede ellers med mange stjerner på scenen og et vildt show – men for nogen blev koncerten i Parken direkte ødelagt.
Lyden var nemlig 'ringe', udtaler flere koncertgæster til B.T.
Mere end 46.000 mennesker var fredag aften samlet i Parken til en vild og våd fest.
Men lyden var altså endnu en gang et problem på Danmarks nationalstadion.
'Lyden har aldrig været dårligere i Parken. Jeg er fast gæst til koncerter herinde. Det i dag har altså aldrig været ringere,' skriver en.
'Vi gik efter 30 minutter,' skriver en anden om den noget korte koncertoplevelse.
B.T. har således også fået meddelelser om, at man bagerst i Parken udelukkende kunne høre publikum synge – og altså ikke dem, de havde betalt penge for at høre.
»Lyden er elendig,« lød det ydermere, da en fra publikum gik forbi B.T.
Han endte dog alligevel med at give koncerten fire ud af seks stjerner.
Suspekt formåede, trods meldinger om 'dårlig lyd', alligevel at få en vanvittig stemning op i publikum, der både hoppede, dansede og smed tøjet sammen med bandet.
Det var især tilfældet under deres kæmpe hits 'Kinky Fætter,' 'Proletar' og 'Sut den op fra slap.'
»Det kan godt blive vildere!« råbte Suspekt flere gange.
Og det blev det om ikke andet, da et hav af gæstestjerner kom på scenen.
Både Helle Thorning-Schmidt, Tessa, Tina Dickow, Benjamin Hav, Emil Lange, Lukas Graham og Xander Linnet dukkede nemlig op.
Det var første gang, at Suspekt spillede i Parken, hvor de altså næsten formåede at fylde stadionet op til det, de selv kaldte 'den største danske hiphop-koncert nogensinde'.
Du kan læse om hele koncerten i B.T.s liveblog HER.
Eller B.T.s anmeldelse af Suspekts store aften.