Mooning. Knækkede tænder. Sexede kvinder i clinch. Dans på bordene. Champagne, cigaretter og store smil. Velkommen på turné med Aqua.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det var satans! Steffen! Hvis man aldrig har knækket en tand på scenen, så er man ikke rock’n’roll. Så nu er vi sgu rock’n’roll! Ikke!? René Dif kigger ud i luften med lige dele undren og stolthed i blikket. Aqua har netop forladt scenen på Kalundborg Rock’er festivalen.
Det lignede en god idé, da René midt under koncerten smed sin mikrofon op på Søren Rasteds flygel for umiddelbart bagefter selv at kaste sig op på samme tangent-instrument og på maven glide mikrofonen i møde til næste linje i sangen. Blot for at kollidere med omtalte mikrofon og se en splint af højre fortand tage turen ud til publikum i næste vers.
Så afgjort et ’rock’n’roll moment – jo da. Men er Danmarks i særklasse største popband nogensinde virkelig rock’n’roll? Bliv på denne frekvens.
Vi skruer tiden nogle timer tilbage til eftermiddagen denne lørdag, hvor vi møder Aqua ved deres tourbus på Israels Plads i København. René Dif, Claus Norreen, Søren Rasted og Lene Nystrøm med følge. Destination: Kalundborg. Den næstsidste koncert på bandets 22 datoer lange sommerturné.
Den bedste oplevelse
En turné, som de fire er enige om har været den bedste oplevelse i Aquas historie. Hvilket trods alt vil sige en del, når man taler om en kvartet, som i storhedstiden sidst i 90erne og først i 00erne på det nærmeste opnåede verdensherredømme og et pladesalg i den absolut respektable omegn af 33 mio. eksemplarer.
Men som Claus, René, Lene og Søren alle siger er det først nu – 14 år efter ’Barbie Girl’ første gang slog svaj med plastichofterne – at det for alvor er blevet sjovt at være Aqua.
- Dengang i 90erne var det jo nærmest bare én lang promotionturné, hvor vi ikke bestilte andet end at snakke med blade, aviser og radioer. I dag kan vi selv følge med, og det handler primært om koncerter – og det er jo dét, vi allerhelst vil: ud at spille, smiler Claus i en stille stund i bussen.
Lene giver ham ret: - Det har aldrig været så fedt, som det er nu, siger hun.
- Vi ved, hvad vi kan. Vi er sikre i vores sag. Og når vi så tilmed har et godt hold, hvor alle kan lide hinanden, så er det jo virkelig hyggeligt.
’Hyggeligt’ tør være en underdrivelse på linje med at hævde, at Aqua gjorde det ’så nogenlunde’ dengang i 90erne. Tourbussen emmer af lykkeligt overskud. Man kan ikke ønske sig bedre eller mere gæstfrit og sympatisk selskab end de fire, deres band bestående af bassisten Niels Lykke, trommeslageren Kristoffer Rom og guitaristen Frederik Thaae, tourmanageren Anders samt de tre styling-assistenter Anja, Andreas og Eloise. Vi er på vej ind backstage på festivalpladsen i Kalundborg. Den ser ud, som sådan nogle altid gør.
Sådan er René
Aqua-holdet overfalder buffeten backstage. Fraset René, som er det store hit blandt Aquas fans.
Utallige er de gange, han bliver passet op af drenge og piger i alle aldre, som gerne lige vil have taget et billede sammen med ham. Det får de alle af manden, som på scenen er Aquas festindpisker.
Og alle får et stort smil i medgift.
Sådan er René
- Nu skal I endelig lade, som om I er hjemme, som han igen og igen opfordrer overtegnede og fotograf Camilla.
Det er én af de sjældne eftermiddage i 2011, hvor den danske ’sommer’ ihukommer, at sol og varme rent faktisk er en del af konceptet. Og Aqua-holdet når lige at slange sig under varmelampen i det høje med øl og champagne, inden koncertstart nærmer sig.
Stylisterne er glade for, at de har lagt Lenes makeup hjemmefra. Så kan de nøjes med tre kvarters arbejde, da sangerinden skal gøres klar.
- Ellers kan det godt tage pænt over en time, betror Anja og Eloise mig, da Lene træder ud af omklædningsrummet i et kostume, som får én til at forbande, at der ikke findes et superlativt udtryk for sexet.
Men noget skal jo være overladt til fantasien, som en tænksom fætter engang påpegede. Lene selv smiler sødt og siger:
- Husk nu det humoristiske i det hele.
Javel, ja.
Som nævnt så er Aqua søde mennesker. Og da disse søde mennesker rammer scenen og gør det, de gør bedst – underholder! – så er de vitterlig ikke til at stå for. Inden de når så langt, går Aqua igennem en række ritualer: René pisker holdet op med en peptalk, Lene kysser alle involverede på munden, Søren krammer, og René runder af med at støde knytnæve med os alle sammen.
Velformede bagdele
Og var der fest på scenen i Kalundborg – og det var der – så begynder endnu én af slagsen, da mørket er faldet på, og vi entrer bussen til hjemturen til København. Tydeligt opstemt beslutter Lene, at hun og Anja på vejen ud fra pladsen bør ’moone’ backstagevagterne.
Som sagt så gjort. De måbende vagter får lov at iagttage to velformede bagdele mod bussens forrude, da vi forlader pladsen.
De fleste tog det som en bonus, mens de resterende vel næppe har fået underkæberne op fra støvet endnu.
På bussen griner vi nærmest lykkeligt, skåler i champagne, og jeg bliver for gud ved hvilken gang blokket for cigaretter af endnu et band med ’destination Paradise’.
- Og så er det ned bagi bussen. Nu er der fest, råber én eller anden.
Går i clinch
Discorytmerne dunker, mens Lene, Eloise og Anja går i clinch i en slags tredobbelt (påklædt) lapdance, dels på bordet, dels i bussens sæder. Søren beordrer mig på plads på første parket for enden af bordet, knapper øl op og tænder flere (af mine) cigaretter, inden han og bassist Niels unisont udbryder:
- It’s a dirty job, but somebody’s got to do it.
Pigernes show får ende, men det gør festen ikke. Der danses på bordene hele vejen til København.
- Så fås livet da ikke bedre, griner kapelmester Frederik Thaae.
- Øv, hvor er det ærgerligt, at denne turné snart er slut, siger Søren, og alle samtykker, inden vi atter ruller ind på Israels Plads.
En fælles fest
Personligt er jeg bare ked af, at denne aften er ved at være slut. Overtegnede har rejst med talrige rockband, men sjældent, om nogensinde, har jeg været i selskab med et hold, som i dén grad har gjort turnélivet til en begejstret, farverig, fælles fest, som Aqua-holdet gør det.
Egen bil fra Kalundborg
René Dif var i øvrigt ikke med i bussen tilbage. Han valgte at køre med sin kommende hustru og deres datter i egen bil fra Kalundborg. Men på falderebet er der da lige tid til at svare på hans spørgsmål fra indledningen til denne artikel:
Jo, René: nu er I sgu rock and roll! Håber det går bedre med tanden.
