»Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine.«

Sådan skrev Klaus Kjelleup fra bandet 'Danser med drenge' på Twitter, og nu har de andre bandmedlemmer meddelt, at de trækker sig fra alt samarbejde. Det kommer blandt andet til at gå ud over den kommende turné. Både Kasper Langkjær og Rie Rasmussen tager skarpt afstand fra Kjellerup på Facebook.

Nu har B.T. fået fat i Kjellerup som er grædefærdig i telefonen.

»Jeg lægger mig fladt ned. Det var utilgiveligt dumt, fordi jeg ikke kunne forudse, at dette ville ske. Det er jeg grædefærdig over. Jeg er især grædefærdig over, at jeg har gjort nogle kede af det i Ukraine, som jeg har stor medfølelse med. Det er noget rigtig lort,« siger han.

Rie Rasmusen tager skarpt afstand fra 'Danser med Drenge'-kollegaen Klaus Kjellerup.
Rie Rasmusen tager skarpt afstand fra 'Danser med Drenge'-kollegaen Klaus Kjellerup. Foto: Claus Bech
Vis mere

Han siger, at det var dumt af ham at formulere sig så skarpt, og at han burde have forudset furoren:

»Men jeg undskylder ikke mig selv. Jeg er pissesur på mig selv, og jeg sparker mig selv i røven for, at jeg ikke kunne forudse det,« siger han.

Men tror du, at det er ukrainske terrorgrupper, der bomber i Ukraine?

»Det vil jeg slet ikke gå ind i. Jeg vil slet ikke undskylde noget med mig selv, men det der det gider jeg slet ikke. Det må du tilgive mig. Jeg har kun fokus på, at jeg selv har været en idiot, og at jeg er ked af, at jeg har gjort nogle mennesker kede af det. Det er det værste, jeg ved. Jeg hader at såre andre mennesker. Jeg har skrevet sange om det. Det er jeg ulykkelig over,« siger han.

Det er trods alt de færreste danskere, der ikke tror, at det er russerne, der bomber i Ukraine...

»Det er lige meget det der. Det ved jeg godt. Det er ikke det, det drejer sig om. Jeg undskylder alt det der. Jeg er ikke fan af Putin. Det er komplet til grin. Jeg synes, at krig er frygteligt.«

Men hvor fik du informationerne fra, som du skrev ud?

»Nej, jeg gider ikke. Sorry, Jacob. Jeg vil ikke ind i det. Jeg prøver at trække det tilbage. Jeg lægger mig fladt ned,« siger han.

Klaus Kjellerup siger, at han godt kan forstå, at de andre medlemmer ikke vil have noget med ham at gøre lige nu.

»Hvis den turné skal blive til noget, så bliver jeg nødt til at trække mig ud af orkesteret. Jeg bliver i hvert fald nødt til at trække mig fra turneen nu og så må vi se, om vi kan hele sårene senere,« siger han.