Malte Ebert kan ånde lettet op. Hans første single i eget navn, efter han i februar lagde Gulddreng-alteregoet i graven, er en stærk kandidat til sommerens store danske hit.

Man kunne frygte, at han nu som 'seriøs' musiker ville smide alt, hvad han har opbygget, på gulvet og forsøge sig som en fesen John Mayer-look-alike med navlepillende trist singer/songwriter-musik, men comeback-singlen, ’Rather Be’, er heldigvis en frisk, uptempo popbanger, der kommer til at ramme tidens hitlister helt perfekt.

’Rather Be’ har samme tidlige Justin Timberlake-vibe som Christopher, samme eksperimenterende club-pop som Scarlet Pleasure, samme orientalske Diplo-lyd, som vi kender det fra MØ.

Derudover har Malte Ebert meget klogt skiftet over til at synge på engelsk, så muligheden for at sammenligne med de danske 'for sjov'-tekster fra Gulddreng-æraen ikke ligger ligefor.

Gulddreng opstod i foråret 2016 som en parodi på musikbranchen og gav imponerende syv førstepladser på hitlisterne, men kunne med sin ironiske distance heller aldrig vare evigt.

Malte Ebert og hans hold har helt sikkert haft lange diskussioner og revet sig i håret over, hvordan de skulle køre karrieren videre uden Gulddreng-skabelonen, og siden afslutningskoncerten i Royal Arena har de derfor også meget klogt holdt kortene tæt ind til kroppen hele foråret.

Før Gulddreng havde Malte Ebert svært ved at få sin musik bredt ud. Nu har han skabt sig en platform, og med sine kun 23 år er der potentiale til, at ’Rather Be’ kan blive første hit i en lang karriere af ørehængere.

De gør klogt i at beholde Gulddreng i graven og give det nye projekt en langsigtet chance. Gennembrudssinglerne ’Model’ og ’Se mig nu’ skal nok overleve tiden, mens resten ryger i glemmebogen.

Til gengæld skal meget gå galt, hvis ’Rather Be’ ikke går hen og bliver et pænt sommerhit.

5 ud af 6 stjerner

Hør 'Rather Be' HER

Malte Ebert er klar med sin første single i eget navn, efter han i februar lagde Gulddreng i graven.
Malte Ebert er klar med sin første single i eget navn, efter han i februar lagde Gulddreng i graven. Foto: Universal Music
Vis mere

Malte Ebert uden Gulddreng-masken.
Malte Ebert uden Gulddreng-masken. Foto: Universal Music
Vis mere