Der gik blot 17 dage fra Malte Ebert første gang mødte sin manager backstage til en Alex Vargas-koncert, til de sammen opfandt Gulddreng-karakteren og endte øverst på hitlisterne med gennembrudshittet ’Model’.

17 dage så var Danmark ramt af guldfeber.

Da den unge og dengang helt ukendte sangskriver Malte Ebert sidste år iførte sig solbriller, guldkæder og på rekordtid blev Danmarks hotteste popstjerne som karakteren Gulddreng, skete det i tæt samarbejde med hans manager Christian Skjølstrup.

Sammen rev de mediedanmark og musikbranchen rundt med deres blanding af provokerende cathcy pophits og en mystisk pr-strategi. Nu fortæller Christian Skjølstrup om de 17 skelsættende dage sidste forår fra de mødtes første gang, til gennembrudshittet ’Model’ lå klar til at indtage hitlisterne.

»Jeg hørte allerførste gang om Malte for to-tre år siden, da en af mine samarbejdspartnere syntes, jeg skulle kigge nærmere på den her unge talentfulde sangskriver. Jeg havde travlt med nogle andre ting, så jeg glemte at følge op på det,« griner guldmanageren.

»Nej, vores første officielle møde var faktisk først den 27. april 2016 backstage i Store Vega til en Alex Vargas-koncert. Jeg var derinde som manager for sangerinden Drew, der varmede op, og hun havde taget Malte med som sin ven. Malte og jeg havde ingen anden funktion den aften end at være påhæng, så vi begyndte hurtigt at snakke sammen. Jeg lagde mærke til, at han drillede Drew, og hele tiden spurgte hende, om hun var model, og om hun ville med på hotel. Det var en joke, han havde med sine venner, som var opstået til en morgenfest.«

Foto: DR
Vis mere

Drew havde fortalt Christian Skjølstrup, at Malte var en dygtig sangskriver, så på et tidspunkt i løbet af aftenen, foreslog han ham at lave et nummer ud af model-drillerierne.

»Jeg sagde: ’Lav det der. Danmark elsker sådan noget, der er sjovt og lidt for meget’. Malte trak lidt på det. Han var til at starte med ikke helt med på ideen.«

Samme weekend mødte Christian Skjølstrup Malte Ebert igen på Spot Festival i Aarhus, hvor de drak sig fulde sammen, og ’Model’-tekstbiderne endnu engang kom på tale.

»Det endte med, at Drew og Malte tog hjem til produceren Kristoffer Fuglsang i hans lejlighed i Sjællandsgade og skrev ’Model’. Næste dag sad vi med Konrad fra Universal (Chef på Universal Music, red.) nede ved åen i Aarhus, og jeg bad Malte om at spille den skrabede, akustiske udgave af ’Model’, som han havde liggende på sin telefon.«

Musikchefen var vild med nummeret, og da de senere samme dag præsenterede udkastet for talentspejder hos Universal Music Christian Møller, og han også var på, fik de besked på at producere 'Model' færdig hurtigst muligt.

»Det var pissesjovt. Vi brugte ti dage på at spise store dyre middage, købte dyr sushi og brainstorme på Gulddreng-karakteren. Der gik en uge fra, at Malte skrev under på en pladekontrakt til ’Model’ kom ud. Tre uger efter lå vi nummer et. Vi havde fra starten af en følelse af, at det her ville blive stort.«

I dag beskriver Christian Skjølstrup Malte Ebert som sin rigtig gode, fortrolige ven, som han har brugt ualmindelig mange timer sammen med under hele Gulddreng-forløbet. Og selvom de har meddelt, at Gulddreng-konceptet stopper den 2. februar, når Gulddreng spiller i Royal Arena, er de ikke færdige med at underholde Danmark.

»Nogle folk glemmer, at der er lang tid til den 2. februar, og vi har ikke tænkt os at sidde og vente. Vi regner med at lave rigtig meget spas inden da, og jeg lover, at det ikke bliver kedeligt.«