Det skabte heftig debat, da DR3 i februar sendte dokumentarserien ’Fuckbois’ om de tre teenagere Victor, Kim og Mikkis jagt på kvinder i nattelivet. De følte sig misforstået og svarer nu igen med singlen ’Problemer’.

Først fik vi Citybois, nu kommer Fuckbois.

Kim Taggaard og Mikki Wisler, to af drengene fra DR3’s udskældte og heftigt debatterede dokumentarserie ’Fuckbois’, syntes det kunne være sjovt at følge deres tv-eventyr op med en single, så  nu er de klar med nummeret ’Problemer’, der i første omgang ikke skal ses som andet end en joke.

I dokumentarserien fulgte man de 19-årige drenge fra Greve og Solrøds ture i nattelivet, hvor de for eksempel gav kvinder karakterer fra 1-10, hvilket provokerede en del seere, så de efterfølgende måtte ud og forsvare sig i diverse medier.

Kim Taggaard, som BT har i telefonen dagen før single-udgivelsen, er træt af at snakke om dokumentarserien. De følte sig misforstået og vil nu hellere snakke om fremtiden.

Kim Taggard og Mikki Wisler fra Fuckbois.
Kim Taggard og Mikki Wisler fra Fuckbois. Foto: PR foto
Vis mere

Skal I til at være popstjerner?

»Nja, det ved jeg nu ikke. Vi sad bare en dag for et par måneder siden og prøvede at skrive en sang, og så endte det faktisk med at blive okay, så vi tænkte, det kunne være sjovt at sende det ud. Vi har jo allerede gjort os selv til grin på tv, så det kan alligevel ikke blive værre, haha.«

De vil ikke rigtig ud med, hvem der har lavet deres single. Kim Taggaard omtaler ham blot som Frederik, mens deres manager kalder ham DJ DM.

»Jeg kender ham ikke så godt, men han var god til at hjælpe os,« forklarer Kim Taggaard og udlægger kort singlens tema:

»Problemet ved at være en fuckboi er at piger og drenge pludselig ser anderledes på en. Det er ikke altid lige let.«

Han syntes, det var fedt at få en masse opmærksomhed i forbindelse med dokumentarserien, men blev hurtigt træt af at blive genkendt på gaden af seere på jagt efter selfies.

»Nu havde vi sagt ja til at være med, så må man lære at leve med det. Det er heldigvis også begyndt at stilne af.«

I siger, at I hader at blive kaldt Fuckbois, alligevel kalder I jer Fuckbois i forbindelse med jeres single. Hvordan hænger det sammen?

»Det er mest fordi, at nu er vi jo kendt som Fuckbois. Så ville det være åndssvagt at skulle til at hype et nyt navn.«

Hvorfor er Victor ikke med på jeres single?

»Han havde af personlige årsager ikke lyst til at være med.«

Er I da blevet uvenner?

»Nej, nej, han havde bare ikke lyst til at være med.«

Hvad er jeres planer med musikken? Vil I forsøge at gå den vej?

»Nej, det her er bare for sjov. Men altså hvis sangen bliver et hit, vil vi da gerne overveje at lave noget mere. Men vi tager det bare, som det kommer.«

Har I fået tilbud om at lave mere tv?

»Nej, overhovedet ikke. Jeg ved heller ikke rigtig, om jeg har lyst. Jeg kunne for eksempel aldrig finde på at deltage i ’Paradise Hotel’. Så det kommer lidt an på, hvad det er.«

Hør Fuckbois debutsingle 'Problemer' HER: