Det er i år 15 år siden, at den dengang 23-årige medicin-studerende Julie Berthelsen fra Aarhus efter pres fra veninderne stillede op i talentshowet ’Popstars’, fik en andenplads og herefter strøg direkte ind på hitlistens førsteplads med debutalbummet ’Home’.

I dag er Julie 38 år, mor til to, og så er hun begyndt at udgive musik igen efter syv års pause.

»Det er super spændende og en kæmpe forløsning. Jeg har jo skrevet sange hele tiden, men da jeg fik min første søn i 2012, fik jeg pludselig travlt med at være mor, og da så jeg missede mit 10 års-jubilæum, tænkte jeg, at nu skulle det være,« fortæller Julie, der i sidste uge skød sit jubilæum i gang med den nye single ’Home Again’, der er forløber for et kommende minialbum.

»Planen er, at jeg næste sommer vil tage på en stor sommerturné, hvilket jeg ikke har gjort i mange år, hvor jeg har prioriteret at holde sommerferie med familien på Grønland. Jeg synes selv, det er genialt, at jeg kalder det for ’Home Again Tour’ med reference til albummet, der startede det hele,« forklarer Julie og tilføjer:

»Min mand friede jo til mig i sommer, og vi har prøvet at finde en dato for brylluppet, men på grund af jubilæet og sommerturneen, kommer vi til at udskyde det til 2019,« griner hun.

Med 15 år i popbranchen har Julie efterhånden også oplevet en hel del.

Det begyndte i 2002, da TV2 skulle i gang med anden sæson af deres populære talentshow ’Popstars’, og Julie boede i Aarhus.

»Jeg studerede medicin og var glad og tilfreds med det. Jeg sang lidt ved siden af og havde nogle veninder, som syntes, at jeg burde stille op til ’Popstars’. Det var jo før ’X Factor’ og alt det, vi har i dag, så jeg havde ingen idé om, hvad det var for noget. Jeg var ikke meget for det, men til sidst endte jeg med at stille op for mine veninders skyld.«

Og herefter eksploderede alt omkring Julie, der trods en andenplads i ’Popstars efter Jon Nørgaard fik en pladekontrakt med pladeselskabet EMI.

»Det gik stærkt. Jeg tog orlov fra medicinstudiet for at give det en chance, og så endte jeg med at stå til Danish Music Awards og vinde fire priser. Jeg blev sendt til Stockholm for at arbejde med en masse dygtige sangskrivere og mødte en masse fede mennesker. Det var en rigtig fed tid, men jeg endte så også med at knække halsen på det,« husker hun tilbage.

»Jeg var jo en halvvoksen pige, der var vant til at tage ansvar for mig selv. Da jeg kom ind i musikbranchen, ville jeg også have styring med det hele, og derfor gik jeg efter halvandet år ned med stress og måtte sygemelde mig i tre måneder. Jeg lærte mine grænser at kende på den hårde måde.«

Men Julie kom heldigvis ovenpå igen og har gennem årene ved siden af musikken bl.a. været vært på Melodi Grand Prix, deltaget i ’Vild med dans’ og vundet TV2’s kor-konkurrence ’Allstars’.

»Jeg plejer at sige, at mit højdepunkt indtil videre var, da jeg i 2011 højgravid var på juleturne med Bamse. Musikken til ’Bamses Billedbog’ var den første LP, jeg fik som barn, så da jeg mødte hele DR’s Ramasjang-hold og snakkede med Søren Hauch-Fausbøll, som jo var inde i Bamse, var jeg ved at ryge ned af stolen af benovelse. Han var mit store idol. Så kan det godt være, at jeg har hængt ud og kindkysset med Will Smith, da jeg skulle præsentere ham til en biografpremiere i København. At synge sammen med Bamse har været det største.«

Medicin-studiet fik Julie aldrig gjort færdigt. Da hun indspillede sit debutalbum, fik hun lov til at tage orlov i to år, hvis hun gjorde det igangværende semester færdigt. Men da de to år var gået, og hun skulle tage stilling til, hvad hun ville satse på, måtte hun indse, at musikken havde førsteprioritet.

»Jeg elsker at sidde og nørde med lektier og gå til undervisning, så gennem årene har jeg fået stillet min boglige sult med kurser, og jeg har også haft et år på universitetet i Odense, hvor jeg studerede kommunikation. Bare for at gøre et eller andet,« griner hun.

Hun tør ikke sætte udgivelsesdato på sit kommende album, men satser på det tidlige forår, så sangene er klar til den kommende jubilæumsturné.

»Jeg har sindssygt travlt for tiden. Udover at få lavet albummet færdigt er jeg jo også blevet radiovært (P4, red.), men jeg satser på at kunne nå det hele.«