Det startede som en gimmick i et børneprogram, så begyndte de at tage det seriøst og nu har et hold tidligere dancehall- og popstjerner lavet en VM-sang med selveste Kandis-Johnny. Humørekspressen er dansktoppens nye overraskende stjerner.

Dansktoppen er ikke længere bare Keld og Hilda, Richard Ragnvald og kære lille mormor.

Sidste år blev den traditionsrige genre opdateret med frisk blod fra gruppen Humørekspressen bestående af medlemmer fra den noget yngre dancehall- og popscene, og nu forenes de to verdener med VM-fodboldsangen, ’Så er der mål’ hvor selveste dansktop-kongen Kandis Johnny synger med.

»Vi har virkelig skulle overbevise dansktopbranchen om, at vi ikke gjorde grin med dem,« fortæller Søren Schou, der under kunstnernavnet Pharfar normalt er kendt som medlem af dancehall-gruppen Bikstok Røgsystem.

Sammen med tv-værten Chapper, rapperen Klumben og guitarist Peter Lützen i popgruppen Panamah dannede han for cirka halvandet år siden dansktopbandet Humørekspressen, der sidste år debuterede med albummet ’En lille én’. I næste måned kan de vinde fire priser ved Dansktop prisen i Jyske Bank Boxen, og nu kroner de altså deres debut på dansktoppen med et samarbejde med Johnny Hansen fra Kandis.

»Det er virkelig gået hurtigt. Da vi første gang optrådte til Dansktop Prisen sidste år, tænkte vi også, om det mon gik for hurtigt. Da Keld Heick på scenen bød os velkommen til dansktoppen, var der dog ingen vej tilbage. Derfra har vi følt os velkommen,« fortæller Pharfar, da BT møder Humørekspressen ovenpå udgivelsen af deres og Johnny Hansens bud på en landsholdsslagsang til den kommende VM-slutrunde i Rusland til sommer.

Johnny Hansen fra Kandis
Johnny Hansen fra Kandis Foto: Thomas Freitag
Vis mere

»Vi mødte Johnny før jul til et ’året der gik’-show, hvor vi snakkede om at lave et nummer sammen og, så fik vi sat en dato op i januar,« fortæller Chapper.

Kandis har flere gange givet udtryk for deres begejstring for Humørekspressens friske pust til dansktoppen, så Johnny Hansen inviterede københavner-drengene hjem til sig i Hurup i Thy, hvor de hurtigt fik indspillet deres fællesnummer.

»Jeg fik ideen til en VM-sang i bilen på vej til øveren, hvor jeg indsang omkvædet på min mobil. Vi havde den her aftale med Johnny, vi vidste, at DR ville sende en halv times program om vores samarbejde, der er VM i fodbold til sommer, så jeg tænkte, det kunne være smart at lave noget så kommercielt som en fodboldsang,« griner Chapper.

De sendte via deres pladeselskab sangen ind til DBU i håb om, at ’Så er der mål’ kunne blive landsholdets officielle VM-sang, men den blev afvist.

»Jeg ved ikke hvem, der skal lave den. Det blev i hvert fald ikke os. Hvilket er helt okay, vi tænker heller ikke over, om vores musik klarer sig godt på Spotify-hitlisterne. Vi hygger os bare med at lave det,« tilføjer Chapper.

Selve ideen om at lave et dansktop-band har været længe undervejs. Pharfar og Chapper flirtede allerede med genren i deres band i gymnasieårene, og da de for cirka ti år siden havde et program på DR’s børnekanal DR Ramasjang, hvor der skulle laves noget sjov musik til, fandt de på navnet Humørekspressen – i første omgang som en parodi på genren.

»Vi skulle lave ti forskellige bands til programmet, og det var meget karikeret. Men det var også ret fedt, så senere fik jeg lyst til at lave et helt dansktopalbum med forskellige gæster på,« fortæller Pharfar, der hev fat i rapperen Klumben, som skulle være gæst på det første nummer.

»Jeg fandt ud, af at det ikke var sjovt at lave musikken alene, så ret hurtigt blev det bestemt, at nu skulle vi to lave Humørekspressen sammen,« griner Pharfar om banddannelsen, der fortsatte til en sommerfest i 2016, hvor Peter Lützen kom med på holdet igennem en fælles bekendt i musikbranchen.

»Vi spurgte først Peter, om han ikke ville spille guitar på vores nummer, og det lød så fedt, at han blev fast medlem. Til sidst var der jo Chapper, som jeg havde startet det hele med i vores børneprogram, så han skulle selvfølgelig også være med her, og så var vi endelig samlet.«

Musikalsk er de inspireret af især John Mogensen og den slumromantiske side af dansktoppen. De diskuterede, om de skulle have særligt scenetøj på, når de var ude og spille, men så ville de alligevel føle, at de gjorde grin med dansktoppen, hvilket de på ingen måder gør.

»Vi optræder i vores eget almindelige tøj, og jeg har fået skæld ud af folk, der tror, vi gør nar af det hele og pludselig en dag springer frem og siger, at det hele var en joke. Men det er det ikke. Vi synes virkelig, det er fedt,« forklarer Pharfar.

Klumben, der tidligere blandt andet har hittet stort med nummeret ’Faxe Kondi’ sammen med rapkollegaen Raske Penge, ser det som en befrielse at være del af en ny gruppe, hvor man ikke skal tænke på at passe ind i en bestemt kasse.

»Alle kæmper med at være ægte og lave det, der hitter i radioen. Jeg tror godt nogle af mine kollegaer kan være lidt jaloux over, at vi har noget her, der ikke prøver på at være sejt, men som bare handler om at have det sjovt.«

Den 23. marts tager Humørekspressen ud på en lille Danmarksturné, så skal de med til Dansktop prisen i Herning den 14. april og så håber de på at kunne udsende ny musik i løbet af sommeren.

»Vi havde også sendt en sang ind til årets Melodi Grand Prix, som desværre ikke passede ind i deres program. Til gengæld har vi allerede fået et spillejob, efter vi var på tv med Johnny fra Kandis, så alt er godt,« griner Peter Lützen.