Op igennem 00’erne hed hun Nicole Stokholm, skrev hits for blandt andet Infernal og Dj Alligator, men det store gennembrud udeblev. Hun flyttede til London, forvandlede sig til dukken Sada Vidoo, og lørdag aften er hun en af favoritterne til at vinde melodi grand prix.

”Jeg bruger to timer om morgenen på at gøre mig klar. Så går jeg ud i byen, skriver sange, laver dukke-modeljobs og hænger ud med mine dukkeveninder. Jeg lever jo et ganske almindeligt liv, jeg er bare en dukke.”

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Årets på papiret farverigeste indslag i dansk melodi grand må siges at være den 39-årige levende dukke Sada Vidoo, der lørdag stiller op med nummeret ’Northern Lights’, med budskabet om at der skal være plads til os alle, uanset hvem vi er, og hvordan vi ser ud.

Hun bor til daglig i London, hvor hun dyrker den japansk inspirerede tegneserie-stil iført porcelænshvid makeup og store farverige tylskørter. Det er ikke noget, hun leger, siden Sada Vidoo i 2012 opsagde sin lejlighed i København og flyttede til den engelske hovedstad, har hun følt sig som en lille, fin dukke.

”Det har været en lang proces at finde ud af, og jeg har kæmpet med at finde mig selv. Men da jeg gav slip og ikke længere gik op i folks forventninger og meninger til, hvordan man skal se ud, forsvandt alle hæmninger, og nu kan jeg være 100 % mig selv,” fortæller Sada Vidoo, da BT møder hende i hendes families kolonihavehus i Ishøj, som hun bruger som base, hver gang hun er i Danmark.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Sangskriver for Infernal
Før hun forvandlede sig til Sada Vidoo, hed hun Nicole Stokholm og forsøgte op gennem 00’erne at slå igennem som sanger og sangskriver i Danmark.

Hun nåede at arbejde sammen med populære navne som DJ Aligator og Me & My og er krediteret for at være medforfatter på Infernals store hit ’Ten Miles’.

I 2008 medvirkede hun desuden i Kanal 5’s musicaltalentshow ’Elsk mig i nat’, og Ekstra Bladet kårede hende til en af Danmarks dejligste kvinder, men det store gennembrud udeblev. Så var det, at hun blev introduceret for det engelske sangskriver-hold Russ og Chris Ballard, som fik hende til London, hvor hun skiftede navn og blev til dukken Sada Vidoo og i 2014 udsendte debutalbummet ’A Story With No End’.

”Jeg føler, at jeg har fundet mit kald, og det er fantastisk, at jeg nu kan komme ud og optræde med mit nye jeg,” sagde hun dengang til metroxpress.



X Factor-gennembrud
”Jeg ved ikke, om det er det bedste, eller det værste, jeg nogensinde har set. Men du får et stort fedt ja.”
Sådan lød det i efteråret fra en tydelig overrasket Simon Cowell, da Sada Vidoo pludselig dukkede op i den britiske udgave af ’X Factor’ og blev lidt af et fænomen på internettet.

”Simon Cowell er hård, men han ved også, hvad der er godt. Så jeg stillede op for at blive vurderet af de bedste,” fortæller Sada Vidoo.

”Jeg valgte England frem for Danmark, hvor de er lidt mere vant til farverige personligheder. I den danske udgave, ville jeg være bange for at blive bedømt udelukkende på min dramatiske måde at udfolde mig på,” forklarer hun.

Sada Vidoo gik videre fra audition, men blev til ’Six Chair Challenge’ stemt hjem af dommer Sharon Osbourne.



Onkel som forbillede
Så var det, at hun blev spurgt, om hun ikke ville være med i dansk melodi grand prix i stedet.

”Det er kæmpe stort for mig at få lov at være med. Melodi grand prix var familiens samlingspunkt, da jeg var barn, og det der gjorde, at jeg drømte om at blive sangerinde. Jeg havde en onkel, der var mit store forbillede. Han var homoseksuel og døde desværre af aids i 1996, men når vi så melodi grand prix-sammen, sad han altid i store flotte kjoler. Han var Conchita Wurst, lang tid før Conchita Wurst, og det er en stor ære nu være en del af showet.”

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Sada Vidoo glæder sig til på lørdag at tage seerne med ind i hendes eventyrlige univers, og hun føler, at tiden netop er inde til en dukke i melodi grand prix.

”Jeg synes, isen blev brudt, da jeg dukkede op i ’X Factor’, og jeg skal ikke længere forklare mig, når jeg møder folk. Jeg tænker jo ikke selv over, at jeg er anderledes, jeg har bare valgt en livsstil, der gør mig glad, og så er det jo kun dejligt, hvis jeg kan dele min glæde med resten af verden.”.

Sada Vidoo.
Navnet er arabisk og betyder ifølge sangerinden ’noget a la navngivet prinsesse’.
Hendes mor er dansk, hendes far er fra Palæstina. Hun blev født i København den 30. juni 1977. Hendes melodi grand prix-sang ’Northern Lights’ er skrevet  af Christoffer Lauridsen, Andreas Öhrn og Alessandra Günthardt.