Mindeoptog, tusindvis af hyldester på de sociale medier, ryddet sendeflade hos tv-stationerne og diskussion om en fysisk plads opkaldt efter ham.

Kim Larsens død har så sandeligt sat sit præg på Danmark de seneste dage, og det viser blot, hvordan udtrykket 'nationalskjald' er som skræddersyet til den nu afdøde hitmager.

Men ville hovedpersonen selv bryde sig om alt den opmærksomhed, hvis han kunne følge med fra sidelinjen?

Sandsynligvis ikke. Det fortæller Kim Larsens producer gennem 45 år, Poul Bruun, til JydskeVestkysten, da han bliver bedt om at sætte flere ord på sin afdøde kollega.

Poul Bruun
Poul Bruun FLINDT MOGENS

»Det ville ikke være i Kims ånd. Han ville selv hade al den postyr og presse omkring sin død,« siger Poul Bruun til mediet.

Men det bør dog heller ikke komme som nogen overraskelse, hvis man bare har set én dokumentar om eller interesseret sig en smule for nationalskjalden.

Altid har gavflaben været modstander af især nutidens teknologiske udvikling. Twitter, Facebook-profil eller sågar en mobiltelefon har aldrig været noget, som Kim Larsen har haft.

Musiker og sanger Kim Larsen.
Musiker og sanger Kim Larsen. Aage Sørensen

Det uddyber Kim Larsen selv i et gammelt tv-interview. Han bliver spurgt, om ikke 'han lever i en forkert tidsalder?':

»Jo. Jeg er en gammeldags mand med en gammeldags forstand. Men det er der ikke noget at gøre ved. Nu om dage er det jo et skældsord at være gammeldags. Og moderne er et roseord. Sådan har jeg det ikke. Jeg forholder mig kritisk til ting, om så de er gammeldags eller moderne... Jeg bryder mig ikke om computere, mobiltelefoner eller biler. Men jeg kan godt lide cykler. Og bikinier og højhælede sko. Gode opfindelser,« siger Kim Larsen i interviewet, der lige nu florerer på forskellige Facebook-sider.

Men Kim Larsen var ikke kun gammeldags.

Gavflaben var stædig og sjov. Der var altid skrig, skrål og grin med Kim.

Kim Larsen var altid klar på sjov og skæg.
Kim Larsen var altid klar på sjov og skæg. Pierre Sales

Det fortæller Poul Bruun, der også var ham, der siges at have opdaget Gasolin. Det var således Poul Bruun, der var primus motor for pladeselskabet CBS på Gasolins første LP nogensinde: GAS 1.

Og det fortsatte: Poul Bruun endte med at arbejde sammen med Kim Larsen i 45 år.