Kim Larsen har leveret soundtracket til flere danske generationer. Og det er der gode penge i. Rigtig gode penge endda.
Den legendariske musikers firma, Kim Larsen ApS, har således præsenteret et rekordstort overskud på næsten 13 millioner kroner før skat i det seneste regnskab.
Efter skat har Kim Larsen tjent 9,6 millioner kroner, og han er nu god for næsten 77 millioner kroner, fremgår det af regnskabet.
Det er især de mange koncerter over det ganske land, som Kim Larsen spinder guld på, fortæller hans manager, Jørn Jeppesen, som også spiller rytmeguitar i 'Kim Larsen & Kjukken', til JydskeVestkysten.

Kim Larsens imponerende bagkatalog, salg fra streamingtjenester og Kjukkens plade 'Øst for Vesterled' i 2017 har dog også bidraget til det historisk gode regnskab.
Men den 72-årige musiker og bandet går faktisk mere op i at have det sjovt end i tallene på bundlinjen.
»Man kan se på økonomien, og så kan man se på, om det har været sjovt, og vi har fået lavet det, vi gerne ville. Det sidste starter vi altid med, så vi er sådan lidt baglæns resultatorienterede,« siger Jørn 'Ørn' Jeppesen til JydskeVestkysten.
Rekordregnskabet i Kim Larsen ApS, som dækker perioden 1. maj 2017 til 30. april 2018, blev godkendt på en generalforsamling den 14. september.
Det flotte regnskab kom endda i stand efter et år, hvor Kim Larsen på grund af behandling for prostatakræft måtte aflyse adskillige koncerter.
»Han glæder sig meget til at komme ud at spille. Det gør hele bandet jo. Så er vi er gået i gang med at forberede os til koncerterne, og han synger fantastisk,« sagde Jørn Jeppesen til B.T. kort før nationalskjaldens comeback den 28. juni, hvor Kim Larsen og Kjukken indledte deres sommerturné i Nyborg.
Den hidtidige rekord stammer fra regnskabsåret 2016/17, hvor Kim Larsen tjente godt 9,2 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen i Kim Larsen ApS er nu oppe på 77 millioner kroner. Der er aktiver for i alt 82 millioner kroner i firmaet.