Den amerikanske countrysanger Kenny Rogers døde fredag i en alder af 81 år.

Det skriver flere medier, herunder Huffington Post og Variety.

Ifølge en udmelding fra familien på Twitter, døde Kenny Rogers af naturlige årsager.

'Familien Rogers er kede af at kunne meddele, at Kenny Rogers gik bort natten til lørdag i en alder af 81 år. Rogers gik bort fredfyldt i sit hjem af naturlige årsager under opsyn fra hospice og omgivet af sin familie,' lyder det fra familien.

Kenny Rogers musikkarriere strakte sig over næsten seks årtier med numrene 'The Gambler', 'Islands In The Stream', og 'Through the Years'.

Det forlyder fra familien, at der i forbindelse med musikerens død vil blive planlagt en lille privat seance »i henhold til de forholdsregler, man skal tage sig, som konsekvens af coronavirussen«.

På et senere tidspunkt vil de fejre Kenny Rogers med venner og fans, når coronakrisen er drevet over.

En af de første kollegaer, der var ude og hylde Kenny Rogers, er Leann Rimes.

Kenny Rogers sidste tour var i slutningen af 2017 og starten af 2018, inden han til slut måtte afbryde i april 2018.
Kenny Rogers sidste tour var i slutningen af 2017 og starten af 2018, inden han til slut måtte afbryde i april 2018. Foto: ERIC HENDERSON
Vis mere


Hun skriver følgende på Twitter:

'Vi kommer til at savne dig. Du er, og vil altid være, en legende'.

Kenny Rogers dominerede især den amerikanske musikscene i 1970'erne og 1980'erne. Han har vundet tre Grammys, ligesom han i 2013 blev indlemmet i Country Music Hall of Fame.

I 1983 cementerede Kenny Rogers sin plads på den musikalske scene med et af sine største hits 'Island in the Stream'. Her synger han duet med sangerinden Dolly Parton.

Han spillede dog musik til det sidste, og i april 2015 annoncerede han en afskedsturné, som fandt sted fra december 2017. I April 2018 måtte han dog afbryde den sidste del af turnéen på grund af helbredsmæssige årsager.