Han ved det allerede nu. Han ved, at 4. april bliver en dag, han vil få svært ved komme igennem, hvor han vil være i sine følelsers vold.
Dén dag er det hans datters 18-års fødselsdag. Dagen, hvor man som forælder stolt vil stå i sit stiveste puds ved middagsbordet og tale om den lyse fremtid, der ligger forude. Men det kommer Kenneth Thordal ikke til. For datteren Fiona er der ikke. Fiona er død.
»Sorg dukker op på de underligste måder og tidspunkter. Jeg kender efterhånden mønstrene,« starter en berørt Kenneth Thordal. Følelserne hænger pludseligt udenpå.
»Jul og den slags mærkedage kan jeg godt håndtere. Men lige det dér med de 18 år ... Der ligger så meget uindfriet potentiale. Jeg bliver virkelig rørt bare af at tale om det.«
Kenneth Thordal rømmer sig. Synker en klump af sorgen over at miste sin datter, over dét uindfriede liv, der sluttede alt for tidligt. 16 år blev hun.
Sorg er en helt speciel størrelse, som vi alle takler forskelligt. Nogle begynder at løbe maraton. Andre går i terapi. Kenneth Thordal skrev. Sang efter sang. Som musiker var det den naturlige kanal for ham.
»Der går tusind tanker igennem én, når ens barn dør. Uden at det skal lyde kynisk, tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle kunne lave musik igen, var jeg nødt til at bruge dét,« forklarer han.
Albummet ‘Den tid. Den sorg’ blev hans vej gennem sorgen, smerten, vreden, magtesløsheden. Og glæden over, at Fiona havde været til.
»Man siger, at sorg er en hjemløs kærlighed. Det her er et forsøg på at give kærligheden et sted at bo,« siger den 53-årige musiker om sit nye album.
Musiker eller ej er historien om Fiona hjerteskærende. Sådan én, som ingen forælder ønsker at være en del af.
Det er en historie om en pige på 14 år, som elskede at danse og synge og ud af det blå fik konstateret først epilepsi, så et stort ‘karnøgle’ i hjernen.
Et ‘karnøgle’ er en samling misdannelser af blodårerne. De er ikke ufarlige, men risikoen for at dø af dem er relativ lille.
Dødsdommen fulgte dog kort efter, hvor Fiona fik konstateret en svulst i hjernen. Den var for stor til, at lægerne ville operere. Hverken stråler eller kemo ville have nogen effekt.
Ethvert livgivende strå, der kunne give håb, blev derfor taget imod med stor taknemmelighed af Kenneth Thordal, hans ekskone og deres ældste datter.
Lægerne lod den kun 14-årige Fiona afprøve en ny medicin, der var udviklet til modermærkekræft.
»Den holdt kræften i ave, så der var et års tid, hvor hun havde det rimelig godt. Selvom det var en forfærdelig tid, var der også glæde i hver morgen, hvor hun vågnede og havde det godt,« siger Kenneth Thordal.
Glæden varede frem til sommeren 2017, hvor Fionas nyrer brød sammen.
»Indtil da havde der selvfølgelig været biopsier og tusindvis af undersøgelser på hospitalet. Men da nyrerne brød sammen, blev hun indlagt. Og så gik det hele meget hurtigt.«
Kenneth Thordal kalder sig selv et kontrolleret menneske, og det var han også under Fionas sygdom. Han ville være den ‘stærke far’ for sin datter. De tre uger på hospitalet var det svært at være dén far.
»At se sit barn ligge dér med slanger og sonder, ligge og rådne op, blive lam og blind, ude af stand til at trække vejret … Det var så forfærdeligt,« siger han og tager en dyb indånding.
Fiona tog sin sidste indånding den 6. juli. Hvor bevidst hun var om, at hun skulle dø, ved Kenneth Thordal ikke.
Efter samråd med læger og psykologer talte de ikke om det, men forsøgte at gøre hver dag så normal som mulig.
»Hun har jo set en flænge i himlen, så jeg tror godt, at hun har været klar over det men fortrængt det ret meget,« mener han.
»Det sidste, hun nåede at sige til sygeplejerskerne, var, at hun skulle på musikskole efter sommerferien. Enten troede hun på det selv, eller også ville hun gerne lade som om.«
Musik fyldte meget til Fionas begravelse. Det sørgede Kenneth Thordal for. Det var hans måde at skabe ro og harmoni i et univers, som med ét var forvandlet til kaos.
»Det var min måde at agere på i den magtesløshed, som jeg følte.«
På indersiden af Kenneth Thordals venstre underarm sidder en tatovering. Et symbol på det virvar af følelser, der raser i ham. Et sort hjerte. Men med en sol indeni.
»Jeg tror, at smerten ved at glemme er større end smerten ved at blive mindet om. Derfor fik jeg den lavet for at for hele tiden at blive mindet om Fiona,« siger han og kører fingeren hen over hjertet.
»For mig er det en øvelse, der går ud på, at jeg vil prøve at lade glæden ved at have haft hende i mit liv i 16 år større end sorgen over, at hun ikke er her.«
Hjertet pryder også coveret på hans nye album ‘Den tid. Den sorg’, som i ord og stemning er fyldt med Fiona.
Numrene er, forklarer han, ikke kun om hende, men om hvordan hans liv har været efter hende. Det var dén musik, han havde brug for at lave.
Man kan med rette spørge, om Kenneth Thordal dermed ikke tager patent på sorgen i forhold til sin ekskone og store datter. Og det spørgsmål forstår han godt.
»Men jeg har lavet musik i 35 år. Det er, hvad jeg gør, og det er min måde at agere på. Selvfølgelig kan jeg godt være bange for at virke som en idiot, der prøver at udnytte min datters død, slår plat på det,« siger han. Og tilføjer:
»Men samtidig er jeg også ligeglad. For mig er det lidt som at bygge et lille mausoleum. Jeg kan jo godt høre, hvor det handler om Fiona, men dybest set kunne det være om alle mulige.«
De overvældende og rørende reaktioner, som han har fået på singlen ‘Vi slår døden lidt ihjel’ - der kom sidste sommer - tyder da også på, at han har ret.
»Fionas død bliver aldrig meningsfuld. Men det er rart, hvis jeg har lavet noget, som andre kan have glæde af.«
Sorgen kommer til at være Kenneth Thordals følgesvend altid.
Nogle dage fylder den mere end andre. Og nogle dage opsøger han den selv.
»Jeg taler ofte med hende. Så går jeg op til hendes grav, snakker lidt, fortæller, hvad jeg har lavet, spørger, hvordan det går. Jeg tror ikke, at hun hører mig, men det føles godt,« siger han og smiler.
»Jeg tror, at Fiona ville synes, at det var ret sejt, at jeg har lavet et album om hende. Det trøster jeg mig med.«
