Nyheden om, at den legendariske sanger David Bowie er død af kræft, har efterladt internationale kendte i chok.

Både musikerkollegar, politikere og mediepersonligheder har sat sig til tasterne på de sociale medier for at hylde David Bowie, der søndag tabte en 18 måneder lang kamp mod kræften. Den britiske musiker blev 69 år.

Nyheden var ikke mange minutter gammel, før Storbritanniens premierminister David Cameron hyldede Bowie på Twitter:

»Jeg voksede op med at lytte til og se popgeniet David Bowie. Han var en mester i genopfindelse, der blev ved med at gøre det rigtigt. Et kæmpe tab,« skriver David Cameron på Twitter.

Sangerkollegaen Billy Idol var tæt på at bryde sammen, skriver han på Twitter:

»Begyndte næsten af græde over de pludselige nyheder om David Bowies bortgang,« skriver Billy Idol.

Et andet musikikon, sangerinden Madonna, er knust, skriver hun på Twitter:

»Denne store artist ændrede mit liv. Første koncert jeg nogensinde så i Detroit! R.I.P.,« skriver Madonna.

Musikeren Pharrell Williams hylder også Bowie:

»David Bowie var en sand innovatør, en sand kreatør. Må han hvile i fred.«

Rapperen Kanye West skriver:

»David Bowie var en af mine vigtigste inspiratorer. Så frygtløs, så kreativ. Han gav os livslang magi,« skriver Kanye West på Twitter.

Den britiske journalist Piers Morgan skriver:

»Meget chokerende og forfærdelige nyheder. RIP David Bowie,« skriver Piers Morgan.

Skuespilleren Elijah Wood:

»Havde aldrig forestillet mig en verden uden ham. Han er steget op i kosmos, hvorfra han kom. Farvel, David Bowie,« skriver Elijah Wood.

Skuespilleren Russell Crowe rangerer Bowie som en af de største:

»RIP David. Jeg elskede din musik. Jeg elskede dig. En af de største performancekunstnere, der nogensinde har levet,« skriver Russell Crowe på Twitter.