Pras Michel – rapper og medlem af det kendte band Fugees – skal 14 år i fængsel.
Det er torsdag blevet afgjort ved en føderal domstol i Washington, D.C., skriver flere medier som blandt andre nyhedsbureauet AP og Rolling Stone.
Prakazrel Michel, som hans rigtige navn lyder, blev allerede i 2023 dømt skyldig i blandt andet sammensværgelse, hvidvask og for at have ageret som fremmed agent for et andet land.
Ved ulovligt at have kanaliseret millioner af dollars i udenlandske bidrag til den tidligere præsident Barack Obamas valgkampagne i 2012.
Først nu er straffen blev fastsat.
Pras Michel valgte ikke at udtale sig i forbindelse med strafudmålingen, men efterfølgende sagde hans advokat, at både dom og straf vil blive anket.

»Den er fuldstændig ude af proportioner i forhold til forseelsen,« lød det således fra forsvareren Peter Zeidenberg.
Omvendt ønskede anklagemyndigheden faktisk en endnu længere straf, en livstidsdom, fordi Pras Michel skulle have »forrådt sit land på grund af penge«.
Under retssagen i 2023 blev musikeren dømt skyldig i samtlige ti anklagepunkter, efter at også den berømte skuespiller Leonardo DiCaprio havde vidnet.
Her kom det blandt andet frem, at Pras Michel havde modtaget 120 millioner dollar – næsten 800 millioner kroner – fra den malaysiske milliardær Jho Low.
Nogle af de penge endte altså i Barack Obamas valgkasse, og det går ikke ifølge amerikanske lovgivning og er blevet tolket som et forsøg på at påvirke valghandlingen.
Samtidig er Pras Michel også dømt for at have forsøgte at forpurre efterforskningen af Jho Low.
Men som musikerens advokat torsdag konstaterede:
»Dette er ikke slutningen på historien.«

