Ét af Danmarks bedste rockbands fejrede et fornemt album i lige lovligt renskurede omgivelser.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Se, jeg er faktisk ikke meget for at gå til rockkoncerter i DR’s højt besungne og dyrt betalte koncerthus.
Det antiseptiske glaspalads i Ørestaden har cirka så meget at gøre med rockfornemmelse, som en fedtfattig creme fraiche har med Jack Daniel’s, og stedet giver mig en følelse henad hvis man var til bal på et bibliotek i forstæderne.
Jeg er heller ikke meget for bundne opgaver. Den slags har det med at forhindre de svinkeærinder og den kreativitet, som kunne hæve resultatet til noget ud over det regelrette.
Men okay da; når den bundne opgave består i at spille ét af de sidste femten års bedste rockalbums igennem fra A til Z, og opgaven er lagt i hænderne på samme albums ophavsmænd, som så er ét af de sidste små tyve års bedste danske rockbands… well, så lever man såvel med spillestedet som det faktum, at opgaven er bundet.
Omtalte band er Kashmir, som fredag aften spillede deres gennembruds- og mest elskede album – "The Good Life", som udkom i 1999 – i Koncerthuset. Den første af fire koncerter – to i København og to i Aarhus – for at fejre albummet.
Den i øvrigt glimrende idé med at diverse kunstnere skal opføre deres største album fra ende til anden kommer fra DR P3, og aftenens seance med Kashmir og "The Good Life" var den første af – forhåbentlig – en lang række af slagsen.
Skulle man være i tvivl om, hvorvidt sangene fra "The Good Life" holder også i 2011, førte ophavsmændene behørigt bevis for det fredag aften. Også selv om Kashmir i de indledende manøvrer selv syntes en anelse for benovede og båndlagte af opgaven, men fra en fremragende "Miss You" og frem til den bragende afsluttende "Kiss Me Goodbye" demonstrerede kvartetten endnu engang til fulde hvilket velgørende velspillende foretagende, de er.
Kasper Eistrup har med årene udviklet sig til en frontmand, som både er folkeligt favnende og klædeligt ydmyg over for succesen. Dén mand kan simpelthen ikke skjule sin stolthed og glæde over, at der står så mange derude og synes, hans musik er god. Og det skal han sgu’ heller ikke skjule, for det er en fornøjelse at være vidne til.
Naturligvis slap Kashmir ikke fra Koncerthuset med blot at spille den lille time, "The Good Life" varer. Så ud igen og til ekstranumre, hvor jeg især ikke ville have undværet en flammende flot og fornemt følt "Aftermath".
Alt i alt en fin aften, som dog var martret af, at der som nævnt og åbenlyst var lige så meget tale om en bundet begivenhed som en koncert. Hvilket faktisk er en ros til Kashmir – det band er nemlig et sandt klasseforetagende, og de spiller så godt, at man ærgres, når der ikke er plads til rigelige mængder legesyge og føromtalte svinkeærinder i koncerterne.
