I dag for 10 år siden blev den værste katastrofe på en musikfestival nogensinde skabt i en cocktail af panik, kritisabel sikkerhed og egoisme blandt tilskuerne. Ni menneskeliv gik tabt foran Orange Scene på Roskilde Festival. Bt.dk gennemgår Roskilde-tragedien minut for minut, inden folkefesten igen i morgen lever videre. Mød Thomas, Tira og Henrik, der hver især oplevede katastrofens brændpunkter. HER ER KAPITEL 2. KAPITEL 1 OG KAPITEL 3 KAN HENTES I MENUEN TIL HØJRE
Billeder af de døde
Næste morgen lidt efter otte foregår køreturen til Roskilde langsomt, husker Tira. De grå forstadsveje snegler sig forbi. Først inde på parkeringspladsen foran Roskilde Sygehus husker Tira Vibeke Veng, hvad hun skal.
- Jeg aner ikke, hvor min søn er. Men jeg bliver nødt til at få svar. Jeg har så meget adrenalin i kroppen, at jeg ikke kan komme ned. Og det eneste sted, jeg kan komme i tanke om at få svar, er på sygehuset, siger Tira.
Forhallen i Roskilde Sygehus summer. Af gråd, desperation, ængstelighed. Der er forældre, mudrede festivaldeltagere, læger og politi.
- Min krop har det mærkeligt. Og jeg kan huske, at jeg får øje på nogle betjente, der sidder ved et bord. Det hele er meget interimistisk. De sidder lidt afsides, og jeg går over mod dem med det samme, fortæller Tira Vibeke Veng.
Betjentene er en del af Roskilde Politis beredskab efter den tragiske ulykke aftenen forinden. De har til opgave at rådgive pårørende og venner til de mange tilskadekomne og indtil videre otte døde unge mænd, der mistede livet på grund af iltmangel eller kvælning.
- De ser forvirrede ud. Ligesom alle os andre. Der er folk fra alle kanter og sider, der trækker i dem. Men jeg kommer nu alligevel til med det samme.
På vej op til bordet i sygehus-forhallen, hvor Roskilde Politi sidder med papirer og mapper, lægger Tira Vibeke Veng mærke til, at de også har otte, blanke kvadratiske stykker papir liggende. Billeder.
Alvoren slår ned
Der er en tung stank under overfladen. Harsk sved. Mennesker til festival stinker. Panikangst og adrenalin stinker. Thomas ligger midt i stanken og har svært ved at ånde.
Han tænker på ham, der ligger under hans krop. Er han besvimet. Måske død? Thomas tænker ikke, at han selv kan dø. Det er farligt, men ikke dødsensfarligt. Ikke for ham i hvert fald. Fyren under Thomas bevæger sig ikke. Det er dét, som bekymrer.
Smerten bider, kvælningsfornemmelserne bliver ved, og det er mørkt. Endelig er der en, som hiver i Thomas’ arm, presset letter. Nogle mennesker på den anden side af en bølgebryder har fat, og han kan rejse sig. Lettelsen skyller ind over ham. Det gør sindssygt ondt i det ene ben, han har mistet sine sko, men han er okay.
Thomas kigger sig over skulderen og ser på mængden. Men så går han. Han er tørstig. Han vil ned i sin lejr. Han vil bare væk. Han ved ikke, at otte mennesker er døde i det stinkende mudder, hvor han har ligget, og at en niende er på vej til det. Kl. 23.33 lever han stadig. Thomas ved ikke, om ham der lå under ham er lige så heldig.
Han halter ned mod den tomme lejr og prøver at undgå glasskår. Hans venner er væk.
- De er meget døde
Kl. 23.35 modtager Henrik Christtreu alarmopkaldet. Det er indløbet to minutter tidligere hos alarmcentralen fra en læge på en mobiltelefon. Henrik Christtreu er lige mødt på vagt. Som bedst uddannet ved Roskilde Brandvæsen skal han stå klar på festivalen.
Den 39-årige ambulancefører skynder sig mod det sted, hvor den er gal. Orange scene.
Han svinger ambulancen i fuld udrykning ned ad Darupvej, ind ad hovedporten bag den store scene. Ambulanceføreren med 16 års erfaring bremser bilen og hopper ud uden nogen idé om det syn, der vil møde ham i hal-teltet bag Roskildes hovedscene.
- Alt er kaos. Organiseret kaos, vil jeg kalde det. Det er en stor redningsindsats, og der er alt for mange kokke til at fordærve maden, siger Henrik Christtreu.
Ofrene er smurt ind i mudder, efter de har ligget mast under menneskemængden. Det er ikke til at se forskel på folk.
Syv personer ligger på det tidspunkt spredt rundt i teltet med hjertestop. Der er tryk på genoplivningsarbejdet. Men det ser hurtigt sort ud.
- De er - meget døde, siger Henrik Christtreu.
Det står klart, at der ikke er nogen elektrisk aktivitet i hjertet på patienterne med hjertestop. På lægesprog hedder det, at der ingen stødbarrytme er, og derfor kan lægerne kun behandle med adrenalin og stoffet atropin, der ved et lykketræf kan sætte gang i hjertet, så det kan stimuleres med elektrisk stød.
Men Henrik Christtreu ved, at beslutningen om at indstille behandlingen er lige om hjørnet. Det er for sent.
Samtidig er der kaos i det store telt. Den samlende indsatsleder, der kaldes for koordinerende læge, er væk. Og Henrik Christtreu står alene med at koordinere døde, tilskadekomne og psykisk dårlige patienter.
- Det er meget svært for mig som ambulanceleder at støtte mig op ad de læger og hjælpere, der er til stede. Alle bærer de samme orange veste med tryk på ryggen. Der står - campingvagt eller - festivallæge, siger Henrik Christtreu.
Først 01.15 afsluttes ambulanceindsatsen ved Orange Scene. De afdøde køres fra den såkaldte - venteplads for døde, der ligger i et separat telt, til Roskilde Sygehus. Her bliver de fotograferet. Til brug ved identifikationen.
---
Herunder kan du se et finsk nyhedsindslag fra katastrofenatten i 2000. Bl.a. kan Eddie Vedders forgæves opfordring til publikum om at træde tilbage høres.
