Kaos-show i historisk stor krise: De giver kæmpe hovedbrud
Israels medvirken i Eurovision fortsætter med at give problemer – også økonomisk.

Israels medvirken i Eurovision fortsætter med at give problemer – også økonomisk.

'Eurovision befinder sig i sin største krise nogensinde.'
Sådan lød det i efteråret fra DR's grandprix-ekspert Ole Tøpholm, og siden da er det frem mod denne uges afholdelse af musikkonkurrencen kun blevet værre.
Hovedbruddet er igen i år Israel.
De sidste par år er konkurrencen blevet mødt af kritik og demonstrationer for at indlemme landet trods krigen i Gaza.
Amnesty International har blandt andet udtalt, at beslutningen om ikke at suspendere Israel, som det ellers skete med Rusland efter invasionen af Ukraine, er en 'handling af fejhed og et eksempel på åbenlys dobbeltmoral'.
Da fem lande i efteråret meddelte, at man ville boykotte dette års konkurrence, hvis ikke Israel blev smidt ud, udtalte DR's grandprix-ekspert Ole Tøpholm til EB.dk:

»Det er den største krise i Eurovisions 70-års historie. Det der står på spil er hele konkurrencens fremtid.«
Israel blev ikke smidt ud – og det betyder altså, at Holland, Irland, Island, Spanien og Slovenien har valgt at udeblive i år – flere vil ikke engang vise det i tv.
Holland har været med helt fra starten, Irland er et af de mest vindende lande og Spanien er et af de fem lande, der betaler mest for gildet, så det er ikke helt uvæsentlige afbud.
New York Times har gennemgået Eurovisions økonomiske prognoser.
Her lyder det, at de fem boykot vil koste arrangørerne hundredtusindvis af dollar og samtidig besværliggjort indhentning af sponsorer.
»Det er bestemt en af de største udfordringer, vi har stået overfor,« medgiver Eurovision-chef Martin Green til mediet.
Listen af modstand mod Eurovision vokser hele tiden.
Først valgte vinderen fra 2024, schweiziske Nemo, at aflevere sit trofæ tilbage i protest.

I april opfordrede over 1.000 musikere fra hele verden – her iblandt danske Mø og Emmelie de Forest – til boykot af konkurrencen.
Og forleden kunne britiske BBC blandt andet berette, hvordan fanmedier rundt omkring i Europa er begyndt at droppe deres dækning.
»Vi kan ikke længere genkende det Eurovision, vi voksede op med. En konkurrence, der blev skabt til at samle og skabe fred, har aldrig føltes mere splittende,« citerer de blandt andet en irsk fanpodcast for melde ud.
Derudover har arrangørerne valgt at aflyse en sommerturné, hvor både nuværende og tidligere Eurovision-deltagere skulle have optrådt rundt omkring i Europa – blandt andet Royal Arena i København.
De har ikke givet nogen forklaring på hvorfor, andet end at man blev ramt af 'uforudsete udfordringer'.
Eurovision afholdes i år i Østrigs hovedstad Wien.
Her gik Israel tirsdag aften videre fra den første semifinale.
Ifølge svenske Aftonbladet er den israelske sanger Noam Bettan mandsopdækket af både lokalpoliti og egne vagter, men ligesom de to forrige år, er Israel, trods protester, blandt konkurrencens favoritter.

I 2024 fik Israel en femteplads, og sidste år blev de nummer to – blandt andet med hjælp fra de danske seere, der rangerede Israel som tredjebedst.
Torsdag aften er Danmark med i den anden semifinale.
Søren Torpegaard Lund, der vandt det danske grandprix i februar, er blandt favoritterne til at vinde, og fra DR's side har man slået fast, at man ikke ville boykotte konkurrencen.
»DR stiller op i ESC, fordi vi ser det som en stor kulturel begivenhed, der samler Europa omkring musik og fællesskab,« udtalte DR-chef Gustav Lützhøft 29. april til DR.
Han tilføjede, at de først og fremmest ser det som en musikkonkurrence, og at Danmarks deltagelse ikke skal ses som et udtryk for støtte til enkelte lande eller politiske dagsordener.
