Den amerikanske rapper Kanye West udgav albummet The Life of Pablo i torsdags, og allerede 24 timer senere var albummet et af de mest piratkopierede på nettet. Årsagen er meget vel albummets begrænsede tilgængelighed.

Det vurderer Ernesto Van der Sar, som er grundlægger af og chefredaktør for nyhedsmediet TorrentFreak, der fokuserer på at bringe nyheder om pirateri, privatliv og ophavsret.

Det er TorrentFreak selv, der har fulgt albummet og dets efterspørgsel efter frigivelsen, og efterfølgende nu anslår, at 500.000 eksemplarer blev downloaded ulovligt i løbet af det første døgn.

»Vi følger normalt ikke musikudgivelser særlig tæt, så jeg kan ikke rigtig sammenligne det her,« siger Ernesto Van der Sar til BBC, og tilføjer:

»Med dét sagt, har jeg aldrig set så høje tal for en musikudgivelse før - ikke engang med Adele.«

Referencen til den britiske sangerinde Adele skyldes, at hendes seneste album fra november 2015, 25, var yderst populært og solgte 2,3 millioner eksemplarer på blot tre dage.

Kanye West har ikke udgivet et helt album siden Yeezus, der ramte butikshylderne i juni 2013. Tiden sidenhen har han blandt andet brugt på at indspille musik til det nye album, men også faderskabet til datteren North West er blevet plejet, ligesom musikeren også har forsøgt sig inden for modebranchen.

Begrænset tilgængelighed skyld i pirateri

At albummet allerede er downloaded ulovligt i stor stil, er ifølge Ernesto Van der Sar på grund af den meget begrænsede tilgængelighed til albummet.

Man kan kun lytte til The Life of Pablo, hvis man tilmelder sig et abonnement hos musik-streaming tjenesten Tidal, som er grundlagt af Kanye West nære ven, rapperen Jay-Z.

Til trods for en angivelig gæld på 53 millioner dollars, har Kanye West svoret, at albummet aldrig blive sat til salg eller gjort tilgængeligt på nogen anden vis.