Ingen af bandmedlemmerne i Iceage er endnu fyldt 20, men røddernes debutalbum ’New Brigade’ blæser ikke desto mindre størstedelen af deres ældre kollegaer langt, langt væk.
Reglen er, at man skal lede længe og grundigt på den danske scene for at finde musik, der for alvor har noget nyt at sige. Og Iceage er da heller ikke specielt originale – dén no wave og post-punk, de fire unge gutter disker op med, hører egentlig hjemme mindst 30 år tilbage i tiden.
Til gengæld er kvartettens udtryk så levende og autentisk (når man har set bandet live, ved man, at det ikke er for sjov), at det er umuligt ikke blive blæst bagover af debutalbummet ’New Brigade’s mange energiudladninger og sortseende lyrik.
Iceage fusionerer Joy Divisions mere poppede stil med post-punk-navne som The Fall og Wire, men knægtenes ligeglade tilgang til materialet og den skramlede produktion sender såmænd tankerne i retning af Royal Trux. Sjældne referencer, når vi taler dansk musik i det nye årtusinde.
Ædt og kastet op igen
I front gør 18-årige Elias Bender stort indtryk med sin snøvlede og arrogant vrængende Ian Curtis’ske vokal, men det er hele Iceages fortjeneste, at ’New Brigade’ er så vellykket en debut – på én gang lyder d’herrer som om, de aldrig og altid har spillet sammen.
Det hele hænger sammen og falder fra hinanden. Samtidig. Og musikalsk veksles der mellem det iørefaldende (’White Rune’ har faktisk hitpotentiale) og det skæve aggressive (’Rotting Heights’ og ’Total Drench’ er nok de bedste eksempler herpå).
En sang som ’Remember’ lyder som The Strokes ville have gjort, hvis de blev ædt af Chrome og kastet op igen, mens afsluttende ’You’re Blessed’ flirter med melodisk punk uden at miste sin Black Flag’ske intensitet.
Aldrig svigermors drøm
Det mest imponerende ved ’New Brigade’ er, at Iceage aldrig – i løbet af de 12 skæringers knap 25 minutters spilletid – for alvor træder forkert eller mister den gnist, der er katalysator for deres ungdommelige, men modne og nihilistiske post-punk. Det er stærkt, og det kan blive endnu stærkere, når de fire gavflabe træder ud af idolernes skygger.
Hvis Iceage kan være med til at starte en ny bølge i dansk musik, der drejer fokus væk fra 80’ernes fesne synth-pop og 60’ernes akustiske lejrbålspop i retning af i stedet disharmonisk punk, så jatak og velkommen.
At disse teenagere i hvert fald ikke er alene om deres musikalske mission, viser de ved at inkludere en hæsblæsende fortolkning af koncertkollegaerne i Sexdromes ’Count Me In’, og at de aldrig bliver svigermors drøm understreger de ved overhovedet at spille.
Andet årti i det nye årtusinde starter med en kærkommen istid – ét koldt pust af sortseende post-punk.
