Den amerikanske sangstjerne Kesha stjal al opmærksomheden ved nattens Grammy-show, da hun optrådte med sin stærkt rørende #Metoo-sang.
På scenen stod hun helt klædt i hvidt - en støtteerklæring i kampen mod seksuel chikane, som du kan læse mere om her - sammen med en række andre kvindelige musikalske stjerner, som Bebe Rexha, Cyndi Lauper, Camila Cabello, Julia Michaels og Andra Day.
Her sang de sangen 'Prayer', som amerikanske medier som Huffington Post og The Atlantic beskriver som rørende, emotionel og yderst stærk.
Sangen kommer i kølvandet på 30-årige Keshas lange kamp mod sin tidligere producer Lukasz 'Dr. Luke' Gottwald, som er blevet anklaget for seksuel vold og krænkelse.
Da hendes sang sluttede, var Kesha brudt sammen af gråd, og alle kvinderne krammede hinanden i et yderst rørende øjeblik.
Du kan se den emotionelle sang herunder:
Efter sin optræden delte Kesha et tweet med teksten:
'Efter alt, hvad du har gjort, kan jeg takke dig for, hvor stærk jeg er blevet. Tak til Recordingacad (pladeselskabet, red.), kvinderne på scenen og alle, der har støttet mig gennem hele rejsen.'
Tweetet har fået knap 50.000 likes og over 12.000 retweets, og folk står i kø for at bakke op om og lovprise sangeren.
Kesha har forklaret, at hendes sang, 'Prayer', handler om den krænkelse, hun har oplevet for år tilbage. Og hvordan sangen har hjulpet hende videre.
Den amerikanske sanger blev verdenskendt, da hun i 2009 brød igennem med 'Tik tok' og 'Right Round' med Flo Rida.




