Kæmpe drama på Copenhell!

Hen mod slutningen af Volbeats koncert lørdag aften begyndte de første lyn at glimte i horisonten. 

Folk begyndte at flygte, og da himlen så for alvor åbnede sig med bulder og brag, var det slut cirka 23.30.

Volbeat fik ikke lov til at afslutte deres første Copenhell-koncert, hvor de for inden dog også måtte kæmpe mod mere end dårligt vejr.

Ja, faktisk virkede det længe som om Volbeat og Copenhell ikke havde den bedste kemi, selvom de undervejs forsøgte med flere forskellige ingredienser.

Denne artikel skulle egentlig have været en anmeldelse af Volbeats første møde med Copenhells publikum.

Det blev så i stedet til en lynhurtig lynreportage.

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Selvom Volbeat egentlig består af mange af de elementer, som Copenhells publikum dyrker på Copenhell, var det som om, der var en mistro mod at lade Volbeat være lørdagens hovednavn.

Ved indgangen tidligere på dagen blev der lukket mange Volbeat-T-shirts ind af døren, men spurgte man dem uden, sagde alle at, de 'i hvert fald ikke skulle se Volbeat'.

Jaja, koncerten nåede heller aldrig kogepunktet. 

Der var ikke nogen landskampsstemning over at have Danmarks største rockband på besøg.

Det var nærmere et stort afventende publikum, der kun få gange kom rigtig op med hænderne som under 'For evigt' og 'Gardens tale', hvor Johan Olsen selvfølgelig kom på scenen.

Michael Poulsen nævnte igen-igen, at de to snart må få lave et tredje nummer sammen – nu må der snart handling bag ordene, kunne man tænke.

Måske som en varsling af, hvad der senere ville komme af chok, fik publikum undervejs mulighed for at møde forsangeren fra bandet Strychnos, Martin Leth Andersen.

Han væltede ind på scenen under 'Evelyn' indsmurt i teaterblod og et vanvittigt ansigtsudtryk.

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Herefter gik der ikke længe, før det første lyn lyste himlen op, og da tordenbrølene herefter kom i en lind strøm, blev Michael Poulsen og co. afbrudt af en scenemedarbejder, der meddelte, at koncerten var slut.

Folk flygtede i alle retninger for at søge ly mod regnen.

Angiveligt manglede Volbeat et nummer eller to.

Læs eller genlæs B.T.s liveblog fra Copenhell HER.