Nu står det fuldstændig klart.

Alle lande har fundet deres Eurovision-repræsentant, og det betyder godt nyt for Danmark.

Siden Søren Torpegaard Lund vandt det danske 'Melodi Grand Prix' i Frederikshavn den 14. februar, er han stille og roligt kravlet op ad ranglisten hos de europæiske bookmakere.

Hidtil har det dog været et på et teoretisk plan, da man ikke vidste, hvilke sange og kunstnere de andre lande stillede op med.

Men nu, hvor alle 35 lande har fundet deres Eurovision-deltager, står det klart, at Søren Torpegaard Lunds sang 'Før vi går hjem' er blandt favoritterne til at vinde Eurovision 2026.

De europæiske bookmakere har den finske duo Lampenius og Parkkonen som de klareste favoritter. De spås 30 procents chance for at vinde Eurovision.

Søren Torpegaard Lund med sangen Før vi går hjem under Dansk Melodi Grand Prix 2026 i Arena Nord i Frederikshavn, lørdag den 14. februar 2026.
Søren Torpegaard Lund med sangen Før vi går hjem under Dansk Melodi Grand Prix 2026 i Arena Nord i Frederikshavn, lørdag den 14. februar 2026. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Dernæst kommer Frankrig, der stiller op med den fransk-amerikanske sangerinde Monroe, og herefter har vi Søren Torpegaard Lund på tredjepladsen med 11 procents chance for at vinde.

Så højt har Danmark ikke været placeret hos bookmakerne, siden Emmelie de Forest vandt det hele i 2013, så der er i den grad grobund for at skrue forventningerne i vejret.

Udover Søren Torpegaard Lund er der i år grund til at kippe med det danske flag ved fire af de andre lande.

Sangskriverne Julie Aagaard og Thomas Stengaard har været med til at skrive San Marino, Storbritannien og Luxembourgs sang, mens danske Theresa Rex har været inde over Sveriges bidrag.

Hvor Norge i år overgår Danmark i både fodbold, vinter-OL og senest film, hvor de vandt en Oscar for 'Bedste internationale film', ser de knap så stærke ud i Eurovision.

Her er deres deltager, Jonas Lovv, spået en 17.-plads.

Eurovision afholdes i år i Wien i Østrig - i perioden 12.–16. maj.

På grund af Israels deltagelse har Island, Irland, Holland, Slovenien og Spanien valgt at boykotte konkurrencen.