Man ikke alene fristes til – næ, man NØDES til – i lighed med én af gutterne på tribunen på Brøndby Stadion, at udbryde dét, man har for vanen at gøre, når modstanderne endnu engang udligner i overtiden: MAN BLIVER SÅ TRÆT!!
I dette tilfælde har trætheden så intet at beskaffe med fodbold. Men med programmet på Nordeuropas største og udi egen indbildning førende musikfestival.
Jo, den ligger i Roskilde, og så kan I vel med opydelse af de sidste kræfter jo nok selv regne ud, hvad den hedder.
Jeg skal undskylde, at denne kommentar først kommer nu. Det skyldes, at jeg simpelthen ikke troede mine egne øjne, da jeg først så Roskilde Festival 2011’s program. Før jeg desværre efter et døgn måtte erkende, jeg havde set rigtigt.
Jo, programmerne på festivalen har i de senere år ladet meget tilbage at ønske, men med dette års program, som det ser ud nu, er vi ude i noget, som får udtrykket ”den rene ynk” til at virke cirka så fyldestgørende som en millionregning kradset ned med størknet ketchup på en pølsebakke i A.P. Møllers årsregnskab.
Et program med ”hovednavne” hvor legendariske Iron Maiden er alene om både legendestatus samt at have en chance for at spille op til folkefest på Orange Scene vidner for det første om et rystende lavt ambitionsniveau, og for det andet – og vigtigste – om festivalens bookeres bedrevidenhed og ligegyldighed overfor det publikum, som år efter år lægger kilovis af kroner på denne festival.
Og det vidner om en festival, som tror, de kan slippe af sted med hvad som helst, fordi man nu engang er politisk korrekt og deler overskuddet ud til – i øvrigt såre værdige – godgørende formål.
Lad det så ligge at festivalen tror, navne som The Strokes, P.J. Harvey og Mastodon er ”hovednavne”, men nede i dét mellemlag, som ofte skaber de allerstørste oplevelser i Roskilde, står det lige så galt om ikke værre til (navnene i nederste lag er så obskure, at I ikke engang gider høre om dem – og sikkert langt mindre høre dem!).
I mellemlaget har vi f.eks. Autopsy, Bad Religion, Killing Joke, Veto, L.O.C., Beatsteaks (hvem?) og Seun Anikulapo & Egypt 80 (dobbelt-hvem?) og Lykke Li.
Jamen halleluja og højt til hest, så bliver der godt nok fest! NOT! Med et musikbudget på 37 millioner turde det være åbenlyst, at Roskildes selvfede bookere ikke aner, hvor de skal gå ud og handle. Og mindre end urealistiske bud som AC/DC og U2 kan faktisk godt gøre det.
Glastonbury Festival i England kan ugen før Roskilde stille med folk som Coldplay, Beyoncé og Primal Scream, mens Sonisphere (også i England) ugen efter Roskilde stiller med bl.a. Metallica, Anthrax, Megadeth og Slayer.
Alle de nævnte navne ER altså ude i festivallandskabet, de ville alle have pyntet på Roskildes program, men ingen af dem er på. Godt klaret, Roskilde! På den hjemlige front er det noget nær en skandale, at de genkomne Sort Sol og Love Shop, som for begges vedkommende triumferer aften efter aften på deres igangværende turnéer, ikke er på Roskilde programmet.
Mens Roskilde endnu engang negligerer, at vi faktisk herhjemme i de senere år har fostret fire af de bedste rockbands i landet i årevis – nemlig Stella Blackrose, Shotgun Revolution, Supercharger og Black City.
Men okay; bands af den kaliber kunne jo risikere at spille op til en fest, og så kunne enkelte blandt publikum jo gå hen og for en stund glemme at spise økologisk og bruge ørepropper samt rent faktisk have det sjovt.
Og det kan vi naturligvis ikke ha’! Tillykke med ringeste Roskilde program i mands minde, folkens. Men Rikke Øxner (chefbooker på Roskilde) og hendes lakajer ved naturligvis bedst…
Hvad mener du? Giver du Steffen Jungersen ret? Kom med en kommentar herunder:
