Indrømmet. Den danske knægt Jonas H. Petersen er ikke den fødte fotomodel. Men vent bare, til du hører ham synge. Så tror du igen på julemanden.

I vældet af forudsigelige juleplader, hvor det gerne er de sammen 12 juleklassikere, der bliver støvet af, har jyske Jonas H. Petersen gjort det noget nær umulige.

Ikke alene har drengen, der blev født i Afrika og voksede op i en lille by ved den jyske vestkyst, skrevet en samling friske (engelsksprogede) julesange, der bringer ånden tilbage i højtiden.

Sammen med sit smagfulde næsten helt akustiske band, skaber han også et magisk musikalsk åndhul, der både får én til at tænke på de gamle, smukke salmer og fornemme inspirationen fra evigtgrønne kunstnere som Simon & Garfunkel og Leonard Cohen. Gammldags, ja, men også tidløst.

Kristen - uden løftet pegefinger

Det er med andre ord på én gang melodiøst, flot arrangeret og dejligt dybsindigt.

Og som et ekstra interessant aspekt, lægger Jonas ikke skjul på, at han er dybt troende kristen.

Men i modsætning til meget anden musik fra dén lejr, er budskabet ikke anmasende og Jonas forfalder aldrig til musikalsk prædiken og løftede lyriske pegefingre.

Istedet anskuer den danske knægt blot (som også Cohen gør det) menneskesjælen med den troendes øjne. Og højtiden, der bringer både det bedste og det værste op i os mennesker, beskrives fra alle vinkler.

Fra ensomhed til jubel

Vi får således sange om ensomheden og den evige søgen efter kærlighed. Vi får musikalske jubelråd, der vil smitte uanset, hvilken trosretning, du tilhører. Og hvis du imod forventning skulle være immun over for Jonas’ altfavnende budskab, så skal musikken, melodierne og ikke mindst stemmen nok få has på din modstand.

Ligesom både Paul Simon og Leonard Cohen kan Jonas H. Petersen nemlig skrue helt simple men også helt uimodståelige melodilinjer sammen. Og som kombinationen af sine to inspirationskilder (blandt mange andre), strækker sangstemmen sig fra de Cohenske dybder til Simons tenor.

POP, ’Endurance of Christmas’, Hymns From Nineveh’