Den folkekære musiker Johnny Madsen er død.
Han blev 73 år gammel og gik bort efter længere tids sygdom i sit hjem på Fanø.
Det skriver hans søn Rasmus Madsen i et opslag på Facebook.
'Det er med sorgens tyngde at kunne meddele, at Johnny Mandag d. 4/11 2024, i hans hus på Fanø, fredeligt slap grebet til livet efter længere tids sygdom. Han blev 73. Med kærlige hilsner, Rasmus,' lyder den kortfattede melding.
For godt et år siden mistede Johnny Madsen sin mor, den 91-årige Oda Madsen.
Sidste år aflyste Johnny Madsen også alle sine koncerter – grundet problemer med både corona og ryggen, samt manglende motivation – og heller ikke i dette indeværende år kom Johnny Madsen ud at turnere.
Han har i mange år også haft succes som kunstmaler, hvilket han i stedet brugte tiden på.
Johnny Madsen var kendt for store hits som 'Udenfor sæsonen', 'Færgemand' og 'Æ kør' o æ motorvej', ligesom han også var en del af gruppen Dalton sammen med Lars Lilholt og Allan Olsen.
Faktisk havde Johnny Madsen så stor succes som både musiker og maler, at han i år tjente mere end 3 millioner kroner på sine musikrettigheder og malerier.
Foruden sønnen Rasmus Madsen efterlader Johnny Madsen sig kæresten Rosita Jørgensen. Han genforenes med datteren, Didde Madsen, som gik bort tre måneder gammel grundet epilepsi.