Det er et farligt ærinde, John Cale er ude i. Hvorfor genindspille et album, der står som en milepæl i karrieren og er så vanvittigt smuk i al dens alarmerede smerte? Den legendariske kunstner beskriver selv indspilningerne af Music for a New Society som ren tortur, og at instrumenteringen ikke blev helt som påtænkt. Måske det er her, noget af forsvaret for M:Fans skal findes.

Balladen Broken Bird var i sin tid indspillet på et billigt lydende keyboard, men får her et kæmpe løft med et flygel, som bringer en uanet skønhed til nummeret. Den sitrende If You Were Still Around har ligeledes fået en spændende lydkulisse, der flimrer som en drone, mens den bombastiske Changes Made, der i sin tid havde Allen Lanier (Blue Öyster Cult) på guitar, er det nærmeste, Cale kommer på industrial.

Facit er dog, at inderligheden og den dystopiske intimitet på det nærmeste er pillet ud af albummet til fordel for ligegyldige og absurde eksperimenter. Sange som Sanctus,Thoughtless Kind med brug af den forkætrede vocoder og den totalt mishandledeClose Watch er en pine at lytte til. John Cales mission på M:Fans lykkes ikke. I stedet begår han overgreb på et hovedværk og ender med nærmest et makværk.

John Cale: 'M:Fans', Double Six Records / Playground | Udkommer 22. januar 2016